Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
04.01.2019 kl. 09.35

Svendborg Kommune starter helt ny sciencelinje

Science, nysgerrighed og samarbejder uden for klasseværelset fylder på skemaet, når Svendborg Kommune åbner op for en ny sciencelinje i udskolingen til kommende skoleår.
tekst Tom Ekeroth

Fra næste skoleår opretter Svendborg Kommune en ny kommunal udskolingslinje, der bygger på samarbejde mellem grundskolen og erhvervsliv, virksomheder og ungdomsuddannelser. På den nye sciencelinje kommer eleverne til at opleve en skoledag med særligt fokus på emner og temaer indenfor science, teknologi og engineering:

– Jeg glæder mig virkelig meget til at følge den nye sciencelinje. Jeg er helt sikker på, at den er det helt rigtige tilbud til mange af vores elever, der synes, det er spændende at arbejde i konkrete projekter sammen med andre uden for skolen. Og jeg er meget glad for, at så mange af både vores lokale ungdomsuddannelser og virksomheder allerede nu er gået i samarbejde med linjen. Det giver helt nye og utroligt spændende muligheder for eleverne. Sciencelinjen er et rigtig godt tilbud til alle elever i kommunen, og den giver en unik mulighed for samarbejder på tværs af kommunens virksomhed, erhvervsliv og ungdomsuddannelser, siger Henrik Nielsen (K), Formand for Børne- og Ungeudvalget.

En mere praksisnær undervisning

På den nye sciencelinje kommer eleverne til at opleve en skoledag med særligt fokus på emner og temaer indenfor science, teknologi og engineering. Samtidig vil eleverne arbejde med forløb, hvor de skal udvikle projekter og løsninger på virkelige problemer, en skoledag, hvor de skal eksperimentere, bygge op og skille ad.

De naturfaglige fag bliver samlet på hele dage, så det bliver muligt at lave forløb ude hos samarbejdspartnerne. Derudover får eleverne lov at fordybe sig i temaer om klima, miljø, verdensmål, energi, robotteknologi, kroppens opbygning etc. 

LÆS OGSÅ Sundheds- og seksualundervisningen halter efter

Som elev på sciencelinjen modtager man undervisning i alle udskolingens fag, og alle fag samarbejder om de forløb og projekter, eleverne arbejder med. Ved afslutningen af 9. klasse går man til folkeskolens afgangsprøver, præcis som i andre udskolingsforløb.

Samarbejde med virksomheder bærende element

Det helt specielle for linjen er det stærke samarbejde med erhvervsliv, virksomheder og ungdomsuddannelser i Svendborg. Linjens elever skal arbejde med samarbejdspartnerne om at udvikle løsningsforslag til konkrete og virkelighedsnære problemstillinger, og de skal i faste forløb arbejde uden for klasseværelset hos samarbejdspartnerne.

Linjen har allerede nu samarbejdsaftaler med Svendborg Gymnasium og Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier (SESG). Derudover har flere virksomheder i Svendborg tilkendegivet stor interesse for at samarbejde med linjen. tek@kl.dk 

Emneord
Skoler, Undervisning

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Svendborg Kommune starter helt ny sciencelinje Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger