Foto: Roskilde Kommune
Foto: Roskilde Kommune
02.01.2019 kl. 11.05

15 rækkehuse til socialt udsatte

Udviklingshæmmede, psykisk sårbare og borgere med sociale udfordringer skal fremover have bedre muligheder for at bo for sig selv. Derfor stiller et nyt forsøg trinvis 15 rækkehuse til rådighed, hvor udsatte borgere kan lære at bo alene.
tekst Tom Ekeroth

Alle har ret til at leve så selvstændigt et liv som overhovedet muligt. Dette gælder også for borgere, der har fysiske eller psykiske begrænsninger, og derfor omlægger Roskilde Kommune nu 15 rækkehuse på Præstemarksvej i en to-årig forsøgsperiode, så flere socialt udsatte får mulighed for at  bo alene og klare sig selv, mens de selvfølgelig får den nødvendige støtte fra kommunen:

– Der skal være plads til alle i Roskilde – også til vores mere udsatte borgere. Ungdomsboligerne på Præstemarksvej skal netop imødekomme nogle af dem, som ellers har svært ved at finde bolig, siger borgmester Joy Mogensen (S).

De nye beboere, der løbende kan flytte ind, efterhånden som et af de 15 rækkehuse bliver ledige, er typisk borgere, der har boet i et botilbud. Det er et samarbejde med Boligselskabet Sjælland, der gør det muligt at bruge boligerne, der i dag fungerer som ungdomsboliger. At det netop er disse boliger, der tages i brug, er ikke et tilfælde:

– Det er vigtigt, at borgerne her har trygge og gode rammer, når de skal lære at bo for sig selv. Rækkehusene ligger i et område med borgere, der er relativt ressourcestærke. Her tror vi på, de nye beboere har gode muligheder for at udvikle sig positivt, siger Bent Jørgensen (V), formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Roskilde Kommune.

LÆS OGSÅ Roskilde får færre boliger til rådighed for udsatte

Forsøget med omlægningen af boligerne er mulig, fordi Roskilde Kommune har fået lov at være frikommune og på den måde omgå de regler, der normalt er på området. Hvis erfaringerne med forsøget er gode, kan de efterfølgende være til inspiration for andre kommuner.

Byrådet i Roskilde Kommune arbejder i øjeblikket med en ny boligpolitik i social balance. Arbejdet med boligpolitikken, boligudbygningsplan og udvikling af de eksisterende boligområder foregår i tæt samarbejde med vigtige aktører i kommunen, herunder naturligvis især Boligselskabet Sjælland. tek@kl.dk 

 

FAKTA

• Forsøget giver gruppen af udsatte borger mulighed for at bo til leje i to år med mulighed for at forlænge perioden i op til fem år.

• Boligerne skal matche de nye beboeres behov og hjælpe dem til at blive inkluderet mere i det omgivende samfund. Undervejs i forløbet vil de have mulighed for at få hjælp til huslejen og forskellige former for social støtte, der kan hjælpe dem til at fungere i egen bolig.

• Projektet er et led i Roskilde Kommunes "Boligpolitik i balance", der skal sikre social balance i boligområderne, styrke de områder, der er særligt udsatte og tænke i boformer, der imødekommer grupper, som ellers har svært ved at finde bolig i kommunen.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: 15 rækkehuse til socialt udsatte Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger