Foto: Finansmnisteriet
Foto: Finansmnisteriet
02.01.2019 kl. 10.25

100 mio. kr. skal mindske sygefravær i det offentlige

Over 100 millioner kroner til offentlige arbejdspladser med højt sygefravær eller et særligt belastet arbejdsmiljø, et nyt rejsehold, bedre ledelsesinformation og nye videnspakker. Det er initiativer, som regeringen vil tage for at nedbringe sygefraværet i den offentlige sektor.
tekst Tom Ekeroth

I den offentlige sektor er der et stort potentiale for at bringe sygefraværet ned. I 2017 lå det på cirka 11,4 arbejdsdage i gennemsnit, hvilket svarer til lidt over 32.000 fuldtidsstillinger, viser en ny undersøgelse fra Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet. Og bliver det reduceret med bare én dag, vil det årligt svare til cirka 2.800 flere personer på arbejdspladserne i det offentlige.

Det potentiale skal der større fokus på at indfri, mener regeringen. Med reformsporet om ledelse og kompetence, som er en del af Sammenhængsreformen, vil regeringen derfor sætte gang i forskellige indsatser på tværs af kommuner, regioner og stat for at nedbringe sygefraværet. 

– Hvis vi får nedbragt antallet af sygedage blandt offentligt ansatte, vil det gavne den enkelte medarbejder, give trivslen et generelt løft på arbejdspladserne og betyde, at der skal bruges færre penge på vikarer. Det vil også give mere tid, som medarbejderne kan bruge på mere nærvær og endnu bedre service til borgerne. Derfor sætter vi ind nu med flere tiltag, så vi kan få et lavere sygefravær og mere velfærd, siger innovationsminister Sophie Løhde (V).

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) siger:

LÆS OGSÅ Ny kampagne skal få flere aarhusianere i arbejde

– Sygefraværet er et fokusområde for regeringen, og vi kan se, at der er mange sygedage nogle steder i det offentlige, og det skal vi gøre noget ved. Det er først og fremmest en ledelsesopgave at tilrettelægge arbejdet, så medarbejderne ikke bliver syge af at gå på arbejde. Derudover skal vi fra politisk hold også sætte ind, og det gør vi med en bred sygefraværs-pakke – blandt andet er der øremærket 100 millioner kroner til de offentlige arbejdspladser, hvor medarbejderne har højt sygefravær, eller arbejdsmiljøet er særligt belastet. Så vi kan få sygefraværet ned til glæde for den enkelte og for samfundet.

Selvom sygefravær og arbejdet for at nedbringe det har stor opmærksomhed, er der stor forskel på sygefraværet i det offentlige – både på tværs af og inden for sektorerne.

Eksempelvis viser undersøgelsen foretaget af Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet, at det gennemsnitlige sygefravær i kommunerne i 2017 var 12,8 dage, mens det i regionerne og i staten var henholdsvis 11,8 og 7,8 dage pr. fuldtidsansat.

Derfor vil regeringen lægge særlige kræfter der, hvor udfordringerne er store. For der er arbejdspladser, som kræver skræddersyede indsatser, fordi de har højt sygefravær eller et særligt belastet arbejdsmiljø. Her vil regeringen bruge 100 millioner kroner på særlige indsatser, som skal udvikles i samarbejde med KL og Danske Regioner, så de får størst mulig effekt.

LÆS OGSÅ Herning bejler til ledige aarhusianske akademikere

Regeringen vil også oprette et rejsehold til arbejdspladser med konkrete udfordringer, bedre og hyppigere ledelsesinformation og videnspakker om forebyggelse af sygefravær til lokale arbejdspladser. Reformsporet står dog ikke alene, når det gælder regeringens fokus på sygefravær. tek@kl.dk 

Emneord
Beskæftigelse

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: 100 mio. kr. skal mindske sygefravær i det offentlige Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger