Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
26.02.2019 kl. 15.00

Forsøg giver to ud af tre hjemløse permanent bolig

Fire kommuner har haft succes med at få unge hjemløse i egen bolig. Nøglen til succesen er overgangsboliger, og i en enkelt kommune kom 95 procent ud af hjemløsheden.

Andelen af unge hjemløse er stigende, men et satspuljefinansieret forsøg lader til at have knækket koden til, hvordan kommuner kan hjælpe de unge udsatte borgere over i en permanent bolig.

I to år har fire kommuner afprøvet overgangsboliger som redskab til at få unge hjemløse ud af hjemløsheden. Det har hjulpet i gennemsnit to ud af tre af forsøgets hjemløse, som nu er i permanent bolig. Det skriver DKNYT på baggrund af evalueringen af de fire kommuners projekter, som Vive har foretaget.

Det er ellers svært for kommunerne at få fat i de helt unge hjemløse, fordi særligt gruppen mellem 18 og 24 år forsvinder i det kommunale system, når de sofasurfer eller på anden måde skjuler deres hjemløshed. Det har Vive i en tidligere rapport slået fast.

De fire kommuner i forsøget etablerede hver fem eller seks overgangsboliger, som de unge skulle tildeles, så snart kommunen kom i kontakt med dem. Her skulle de så bo i seks måneder, inden de blev tilbudt en permanent bolig. Seks måneder efter er 67 pct. af de unge ude af hjemløsheden og bor i en permanent bolig.

LÆS OGSÅ Privat investor vil hælde milliarder i ghettoområde

– Det har givet mig stabilitet, mulighed for at lære mig selv at kende, komme til min psykolog og få styr på mit fysiske helbred, som jeg ikke havde mulighed for før, siger en af de unge om tilbuddet.

Hele VIVEs evaluering kan læses her

Alternativ til herberg

Ved at fjerne borgerens akutte hjemløshed blev det ifølge evalueringen muligt for kommunerne at få bedre fat i de unge hjemløse, og 'for nogle af de unge har indsatsen været afgørende for, at det overhovedet er lykkedes at skabe en kontakt', fremgår det også af evalueringen. Boligerne fungerede altså som et alternativ til ophold på herberg eller hos venner, men til forskel med udsigt til en permanent bolig.

De fire kommuner, der af hensyn til de udsatte borgere er holdt anonyme i rapporten, har fået henholdsvis 95, 75, 67 og 54 procent af de unge i permanent bolig, og evalueringen peger på, at det skyldes, at kommunerne havde forskellige muligheder for at tilbyde permanente boliger efter opholdet i overgangsboligerne. Flere af kommunerne havde svært ved at etablere de permanente boliger, fremgår det af evalueringen.

LÆS OGSÅ Effektfulde indsatser i boligområder

To kommuner indgik derfor aftaler med boligforeninger, en indgik samarbejde med en NGO, og den sidste fandt boligerne ved at stille borgerne på venteliste til en almen bolig eller til privat udlejning.

Tre af kommunerne havde også organiseret indsatsen, så borgeren fysisk skal skifte bolig fra midlertidig til permanent, mens en kommune har brugt den samme bolig som midlertidig og permanent.

Sidstnævnte har fastholdt flest unge, fordi der ikke sker en fysisk flytning fra en bolig til en anden. Overgangen har i stedet karakter af en ændring i vilkårene for lejen af boligen, idet lejekontrakten gøres permanent efter de seks måneder.

De forskellige boligsituationer betyder ifølge evalueringen, at det er afgørende, at kommunen systematisk gør brug af den kommunale boliganvisning eller laver samarbejdsaftaler med lokale boligorganisationer, hvis flest muligt skal opnå en varig boligløsning.

LÆS OGSÅ Tidligere hjemløse får egen have
FOR ABONNENTER

sisk@kl.dk 

Emneord
Hjemløse, Social, Bolig

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Forsøg giver to ud af tre hjemløse permanent bolig Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger