Foto: Skattestyrelsen
Foto: Skattestyrelsen
22.02.2019 kl. 10.48

Sidste del af EFI 2.0 er afleveret: "Fortsat et langt sejt træk"

Den sidste etape af den nye udgave af Inddrivelsessystemet EFI er netop afleveret fra leverandøren Netcompany til SKAT. Til tiden og uden store ekstraregninger, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Efter inddrivelsen af danskernes gæld til det offentlige i årevis har ligget i ruiner, er der nu lidt godt nyt. Afløseren for det udskældte og kuldsejlede EFI er nu endegyldgt afleveret til SKAT. Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

Afløseren for EFI – EFI 2.0 som det kaldes i folkemunde – er blevet leveret i fire etaper. Og det er den sidste af de fire etaper, der nu er afleveret til SKAT af leverandøren Netcompany.

Med den sidste af de fire etaper på plads skulle det nu være muligt at arbejde videre med at få inddrevet danskernes gæld til det offentlige, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

– Vi har brugt en anden opskrift til at udvikle det nye gældsinddrivelsessystem, end man tidligere har benyttet sig af. I dag kan vi se, at det har været den helt rigtige tilgang. Vi kan nu med sikkerhed sige, at vi henter gælden hjem på et lovligt grundlagt, og alle de vigtigste funktioner til at få pengene i kassen som modregning i overskydende skat, lønindeholdelse og afdragsordninger er nu udviklet og klar til for alvor at blive taget i brug, siger Karsten Lauritzen.

LÆS OGSÅ Kommune klarer selv ejendomsskatten

Leverancen af det nye inddrivelsessystem er ifølge skatteministeren i store træk sket inden for tidsrammen og uden at koste store millionbeløb mere end planlagt.

– Jeg tør næsten ikke sige det, for de fleste vil sikkert ikke tro mig, men det er stort set lykkedes at udvikle et statsligt it-system til tiden – og uden at regningen denne gang er løbet løbsk. Omvendt er jeg også meget bevidst om, at vi ikke har eller får en perfekt gældsinddrivelse i morgen. Det er fortsat et langt sejt træk at få danskerne til at betale den gæld, de skylder. Ikke mindst fordi, at mange af dem simpelthen ikke har betalingsevne. Og det er jo som bekendt svært at klippe håret af en skaldet, siger Karsten Lauritzen.

EFI kuldsejlede

I 2015 stoppede SKAT inddrivelsen af gæld gennem inddrivelsessystem EFI. Det skete, fordi Rigsrevision fastslog, at der blev inddrevet gæld på et ulovligt grundlag. EFI var nemlig så uarbejdsdygtigt, at SKAT ikke var sikre på, at den gæld, der blev inddrevet for eksempel ikke var forældet.

Derfor blev det besluttet at udvikle et nyt inddrivelsessystem, som skal kradse penge ind fra borgere, der skylder penge til de 700 offentlige kreditorer, som sender gældskrav til SKAT. Det er blandt andet kommunerne, der skal have inddrevet gæld via det nye inddrivelsessystem.

LÆS OGSÅ Kommuner får kompensation for manglende inddrivelse

Færdiggørelsen af det nye inddrivelsessystem betyder dog ikke nødvendigvis, at inddrivelsen nu bare kører på skinner. De offentlige kreditorer skal nemlig tilpasse deres egne systemer, så de kan tale sammen med SKATs nye system.

– Jeg er som skatteminister ikke alene herre over, om vi får succes med at inddrive danskernes gæld til det offentlige. Det kræver tilpasninger af flere hundrede kreditorers it-systemer. Det er ikke nogen nem opgave. Men de krav, vi sætter til kreditorerne, sætter vi for at sikre, at vi inddriver gælden lovligt. Samtidig har vi lagt en klar plan for at få kreditorerne godt ombord i systemet. Og jeg tror fortsat på, at vi vil se planen blive ført ud i livet, siger Karsten Lauritzen.

Skylder 116 milliarder

I december sidste år viste tal fra SKATs Gældsstyrelsen, at danskerne samlet havde gæld til det offentlige for 116,1 milliarder kroner.

Nyheden om, at det nye inddrivelsessystem er fuldt leveret, kommer efter, at Berlingske i sidste uge kunne fortælle, at Rigsrevisionen har peget på alvorlige problemer med inddrivelsen, som kan føre til nye milliardafskrivninger på danskernes gæld til det offentlige.

LÆS OGSÅ Efter EFI-krak: Nu har kommune bragt gælden i bund

Rigsrevisionen skriver ifølge Berlingske, at "Skatteministeriet ikke har forvaltet inddrivelsen af de offentlige restancer på en økonomisk hensigtsmæssig måde", og at "vi kan konstatere, at situationen i inddrivelsen i 2018 fortsat har haft en undtagelsesmæssig karakter". jki@kl.dk

Emneord
EFI, PRSM, Skat, Inddrivelse

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Sidste del af EFI 2.0 er afleveret: "Fortsat et langt sejt træk" Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger