Måger er træls, synes de i Horsens. Derfor begynder de at skyde dem. (Foto: Colourbox)
Måger er træls, synes de i Horsens. Derfor begynder de at skyde dem. (Foto: Colourbox)
21.02.2019 kl. 11.52

Nu står mågerne for skud

Generende sølvmåger på havnen i Horsens skal passe på halefjerene. Kommunen har nemlig fået lov til at rulle det tunge skyts ud.

Det er dårligere tider forude, hvis man er en sølvmåge på havnen i Horsens. Fra i dag vil Horsens Kommune nemlig sende skytter til havnen, som skal få bugt med bestanden af irriterende måger. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Mågerne skriger, sviner og roder i madaffald på havnen, og det er til gene for både borgere og virksomheder. Derfor har kommunen ansøgt Naturstyrelsen om at få lov til at plaffe mågerne ned. Det har Naturstyrelsen sagt god for, så nu har kommunen allieret sig med lokale jægere.

– Vi har indgået aftale med jægere i Horsens om at skyde sølvmåger på udvalgte arealer på havnen. Derfor vil man i perioder kunne høre skud og se jægere på havnearealet, siger Ulla Nygård Hansen fra Horsens Kommune.

Det er ikke hvem som helst, der kan tage geværet over skulderen og tage på mågejagt. Derfor skal jægerne bære gule veste, så man kan se, at de har lov til at skyde måger på havnen.

LÆS OGSÅ Kommuner klar til mere ensartet behandling af affald

Selvom det lyder nemt lige at skyde et par måger, så er det i sig selv ikke nok til at slippe af med mågerne. Derfor vil kommunen også fjerne æg og reder, så der ikke kommer så mange mågeunger til. Og så skal der ryddes bedre op på havnen.

Affald lokker måger til. Så ved ikke at smide madaffald i gaderne og ved at undgå overfyldte affaldsbeholdere kan alle hjælpe til i kampen mod mågerne. Succes med mågereguleringen afhænger af, at vi sammen gør en fælles indsats, siger Ulla Nygård Hansen fra Horsens Kommune.

Mågejagten slutter den 15. april. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Nu står mågerne for skud Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger