Pressemøde på Københavns Rådhus om Tour de France-start i Danmark i 2021. (Foto: Erhvervsministeriet)
Pressemøde på Københavns Rådhus om Tour de France-start i Danmark i 2021. (Foto: Erhvervsministeriet)
21.02.2019 kl. 12.39

Borgmesterjubel over Tour-start i Danmark

Det er endeligt bekræftet, at cykelløbet Tour de France skal starte i Danmark i 2021. Det vækker glæde blandt de kommuner, der lægger asfalt til startskud og målstreg.

Verdens største cykelløb kommer til Danmark. Det blev endeligt bekræftet på et pressemøde på Københavns Rådhus i dag torsdag. Her præsenterede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), overborgmester Frank Jensen (S), erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) og løbsdirektør Christian Prudhomme de tre etaper, der skal køres i Danmark i 2021.

Touren starter i København med en 13 kilometer lang enkeltstart rundt i byen. Dagen efter starter feltet i Roskilde og slutter med cykelræs over Storebæltsbroen, hvor målstregen bliver placeret i Nyborg. På tredjedagen, og inden feltet skal videre til Frankrig, starter løbet i Vejle og slutter i Sønderborg.

"Fantastisk nyhed"

Den store cykelbegivenhed vækker jubel i de kommuner, der bliver involveret i cykelløbet.

I Sønderborg, som bliver sidste målby i Danmark, mener borgmester Erik Lauritzen (S), at det kommer til at sætte byen på verdenskortet.

LÆS OGSÅ Nu åbner porten til Danmarks største marskområde

– Det er en fantastisk nyhed. Tour de France bliver set af millioner af mennesker i hele verden, og det er en unik mulighed for at vise Danmark og Sønderborg frem fra den bedste side. Hvis vi skal vise udviklingen og fremdriften i kommunen på nationalt og internationalt plan, er det essentielt, at vi tør satse på store projekter som Touren. Det her kommer til at sætte Sønderborg på verdenskortet, siger Erik Lauritzen.

Også i Roskilde, der bliver startby på andendagen, er der borgmesterglæde.

– Dette er en unik mulighed for at vise verden vores fantastisk natur, kulturarv og fællesskab med vikingeskibsmuseet, domkirken og festivalens Orange Scene. Kulturliv, turisme og forretninger vil nyde godt af opmærksomheden længe efter, feltet har forladt byen, siger borgmester i Roskilde Kommune, Joy Mogensen (S).

Vejle bliver startby for den tredje etape i Danmark. Det kalder borgmester Jens Ejner Christensen (V) for spændende.

LÆS OGSÅ Medie om Tour de France i Danmark: Disse kommuner bliver start- og målbyer

Det bliver en fantastisk spændende ting for hele kommunen, at en af verdens største sportsbegivenheder skal køre igennem lige præcis vores område. Det ser vi rigtig meget frem til. Det har været en rigtig lang proces, og derfor bliver det også dejligt at vi nu kan komme til at arbejde frem mod det, som det egentlig drejer sig om: at være startby for Tour de France i 2021, siger borgmesteren.

Malurt i bægeret

Blandt de mange glade borgmestre, sidder der dog en enkelt tilbage med en lidt trist fornemmelse. Odense var en del af den alliance, der har arbejdet med at få Tour de France til Danmark, og i det danske bud var Odense tiltænkt en plads som målby for etapen fra Roskilde.

Men arrangøren af Tour de France, ASO, insisterede på at afslutte etapen lige efter Storebæltsbroen. Det åbner nemlig mulighed for, at en kraftig sidevind på broen kan give en mere spændende afslutning. Det betyder, at cykelrytterne rejser direkte fra Nyborg om aftenen og videre til Vejle, hvor den sidste danske etape starter. Dermed springer de over Odense.

Men det måtte Odense-borgmesteren Peter Rahbæk Juel (S) acceptere. Alternativet var, at Tour de France slet ikke kom til Danmark, forklarer han til Fyens Stiftstidende.

LÆS OGSÅ Herning får ny kulturchef

– Først og fremmest er det vildt stort, at Tour de France kommer til Danmark og til Fyn. Når det er sagt, var vi selvfølgelig gået med i konsortiet, fordi vi rigtigt gerne ville have, at Odense skulle være målby. Men i forhandlingerne viste det sig, at der var et ufravigeligt, sportsligt krav fra ASO om, at de gerne ville have et ræs over Storebæltsbroen med mål umiddelbart efter broen. Det er vi selvfølgelig ærgerlige over, men det er deres sportslige beslutning, siger Peter Rahbæk Juel.

Tour de France 2021 starter den 2. juli i København og fortsætter i Danmark i de to følgende dage. Derefter fortsætter cykelløbet uden for Danmark. jki@kl.dk

Emneord
Fritid, Kultur, Turisme

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmesterjubel over Tour-start i Danmark Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger