Formand for KL's Børne- og Undervisningsudvalg, Herlevborgmester Thomas Gyldal Petersen (S), stod for den officielle åbning af Skolernes Skakdag i morges på Balsmoseskolen i Egedal.
– Skolernes Skakdag er en spændende læringsaktivitet, som skoler og kommuner landet over er involveret i. Skoleskak engagerer og motiverer eleverne i stort antal, hvilket vi i KL har bemærket med interesse. Jeg glæder mig over fra ringside at se de mange engagerede elever, der træner fokus og koncentration via bræt og brikker, siger Thomas Gyldal Petersen.
Rekordstor interesse
Dansk Skoleskaks næstformand Jesper Zwisler og generalsekretær Mads Jacobsen deltager også. Sidstnævnte glæder sig over, at der i en digital tid er så stor interesse for det analoge spil. 600 skoler har i dag skoleskak som frivillig eller obligatorisk læringsaktivitet.
– I en tid, hvor mange kigger mere på en skærm end på hinanden, oplever vi i Dansk Skoleskak rekordstor interesse for vores analoge læringsaktiviteter og Skolernes Skakdag. I dag er der premiere på det nye Fortknight-skak, der kombinerer elementer fra Fortnite (Computerspil, red.) med skakspillets respekt, håndtryk og øjenkontakt, siger Mads Jacobsen. tkn@kl.dk
LÆS OGSÅ
Fællesskabet om folkeskolen bliver styrket