Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), sår tvivl om Energistyrelsens upartiskhed i sagen om lukningen af Esbjergværket.
Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), sår tvivl om Energistyrelsens upartiskhed i sagen om lukningen af Esbjergværket.
05.02.2019 kl. 12.30

Borgmester sår tvivl om Energistyrelsens upartiskhed

Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), sår tvivl om, hvorvidt Energistyrelsen er upartisk i sagen om nedlukningen af Esbjergværket, som den statsejede energivirksomhed Ørsted ejer. 25.000 varmekunder i Din Forsyning, der ejes af Esbjerg og Varde kommunerne, risikere at blive svigtet, frygter de to borgmestre.
tekst

Energistyrelsen følte sig nødsaget til offentligt at understrege, at man er uvildig i striden mellem energivirksomheden Ørsted og det fælleskommunale selskab Din Forsyning, der ejes af Esbjerg og Varde Kommuner. Erklæringen kom på baggrund af en besked på Twitter fra Esbjergs borgmester 31. januar.

"Uhørt, at Energistyrelsen sagsbehandler i medierne. Jeg frygter, at den statslige myndighed ikke er uvildig, når statsejede Ørsted tales efter munden. Man tager borgerne i Esbjerg og Varde som gidsler", skrev Jesper Frost Rasmussen i beskeden, med adresse til både Energistyrelsen og energi-, forsynings-og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Jesper Frost Rasmussens Tweet er en reaktion på, at en kontorchef fra Energistyrelsen tilsyneladende har blandet sig direkte i konflikten mellem Ørsted, der ejer Esbjergværket og Din Forsyning.

En varm sag

LÆS OGSÅ Naturgas-direktør fritstilles og fratræder

Konflikten består i, at Ørsted ønsker at lukke det kulfyrede Esbjergværket ned med udgangen af 2022 og dermed også lukke for varmt vand i hanerne og radiatorerne til kunderne under Din Forsyning. Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) og Vardes borgmester Erik Buhl (V) ønsker selv at få kul udfaset så hurtigt som muligt, men problemet er, at Din Forsyning kan ikke have en ny el-og varmeløsning klar inden for det tidsrum.

Ifølge JydskeVestkysten mener de to borgmestre, at Ørsted er forpligtet til at levere varme i op til fem år efter, at Energistyrelsen giver tilladelse til nedlukning.

Ørsteds ansøgning om nedlukning er lige nu i høring, og efter borgmestrenes opfattelse er ansøgningen at sammenligne med en lignende sag, hvor Vattenfall i 2014 fik besked på, at Fynsværket først kunne lukkes ved udgangen af 2019.

Det, der ifølge Jesper Frost Rasmussen sår tvivl om upartiskheden, er, at Altinget for nylig kunne citere Energistyrelsen for, at sagen om Fynsværket ikke kan danne direkte præcedens, og at Ørsted allerede i december 2017 opsagde varmeaftalen med Din Forsyning, og at det derfor ikke er nyt for Din Forsyning, at der skal findes en anden løsning på Esbjergs varmeforsyning.

LÆS OGSÅ Sparer 135 millioner: Kommune vil trække varme ud af spildevand

Har ikke taget parti

JydskeVestkysten har bedt Energistyrelsen om en kommentar til borgmesterens tweet, hvor han sår tvivl om styrelsens uvildighed.

Vicedirektør Martin Hansen, Energistyrelsen, har sendt en skriftlige kommentar til avisen, hvor der blandt andet står følgende: " Energistyrelsen har modtaget en ansøgning om tilladelse til permanent lukning af Esbjergværket. Vi behandler ansøgningen, og der er således ikke truffet afgørelse i sagen. Lukning af kraftværker er en stor beslutning, der skal baseres på konkrete og individuelle forhold. Vi ser derfor også frem til den videre dialog med blandt andet Din forsyning og Esbjerg Kommune. Energistyrelsen har således ikke taget parti i sagen". tkn@kl.dk 

Emneord
Energi, Forsyning

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmester sår tvivl om Energistyrelsens upartiskhed Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger