Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) er med i kommissionen.
Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) er med i kommissionen.
17.12.2019 kl. 12.00

Kommission skal komme med bud på nyt kontanthjælpssystem

Kontanthjælpssystemet skal gentænkes. En Ydelseskommission med professor Torben Tranæs fra Vive som formand skal komme med bud på et nyt system og afløser for kontanthjælpsloftet. Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) er med i kommissionen.

Regeringen har nedsat en Ydelseskommission til at gentænke kontanthjælpssystemet, som også omfatter integrationsydelsen, og finde en afløser for kontanthjælpsloftet, uden at det bliver muligt at modtage offentlige ydelser i ubegrænset omfang.

Arbejdet starter i januar, og Ydelseskommissionen får et år til at komme med anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem, hvor der tages hensyn til børnefamilier, og hvor der er en klar økonomisk gevinst ved at arbejde, oplyser Beskæftigelsesministeriet. Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) bliver en del af den seks mand store kommission.

Ydelseskommissionens medlemmer

Ud over formanden består Ydelseskommissionen af fem personer med bredt sammensatte kompetencer på det social- og beskæftigelsespolitiske område. Det drejer sig om:

•Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune

•Jon Kvist, professor, Roskilde Universitet

•Jytte Andersen, tidligere minister og tidligere medlem af Folketinget

•Lisbeth Pedersen, forsknings- og analysechef, VIVE

•Mette Ejrnæs, professor i økonomi, Københavns Universitet

Gevinst ved arbejde

Ifølge ministeriet skal det nye kontanthjælpssystem balancere en række hensyn, og de hensyn sætter retningen for Ydelseskommissionens arbejde. Der skal være en klar økonomisk gevinst ved at arbejde, og der skal tages hensyn til børnefamilier, så børnene vokser op under rimelige forhold og med mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet.

Samtidig skal der være en tilskyndelse til at forsikre sig gennem en a-kasse, og princippet om ret og pligt skal være et bærende element. Det betyder, at kontanthjælpsmodtagere skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og bidrage i det omfang, det er muligt.

LÆS OGSÅ Kommuner vil suspendere 225-timersregel: Ministerium siger nej

Endelig skal det fortsat være sådan, at man ikke kan komme til Danmark og få fuld kontanthjælp fra første dag. Der skal være en fornuftig sammenhæng mellem ret til offentlige ydelser og bidrag til det danske samfund.

Velfærden under pres

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) begrunder behovet for nytænkning med, at velfærden er under pres.

– Det sociale sikkerhedsnet, som er fundamentet for det danske velfærdssamfund, er sat under pres. Prisen for den tidligere regerings kontanthjælpsloft har været høj – og for høj for børnene i familier, der har været ramt af loftet. Børn i Danmark skal vokse op under ordentlige forhold og med mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet. Og det skal et nyt kontanthjælpssystem understøtte, siger Peter Hummelgaard.

Men løsningen er heller ikke bare at fjerne kontanthjælpsloftet, uden at erstatte det med noget andet understreger ministeren.

– For kontanthjælp skal være en midlertidig ydelse, og der skal være en mærkbar forskel på at være på kontanthjælp og i arbejde. Det er det diabolske dilemma, som Ydelseskommissionen skal hjælpe regeringen med at løse i det kommende år.

Ydelseskommissionen får Torben Tranæs, professor og forskningsdirektør i VIVE, medlem af Det Økonomiske Råds Formandskab, som formand. Han betegnes som en af Danmarks fremmeste forskere på området.

– Kommissionen står over for en meget spændende og relevant opgave, hvor vi skal komme med vores bud på et nyt ydelsessystem, der både har fokus på børnefamiliernes økonomi, og at der er en gevinst ved at arbejde. Jeg glæder mig til sammen med de andre medlemmer, at vi får arbejdet os ned i problemstillingerne på kontanthjælpsområdet, siger Torben Tranæs. tkn@kl.dk 

 

Det skal ydelseskommissionen se på

Ydelseskommissionen skal se på alle ydelser, som personer i kontanthjælpssystemet kan modtage. Det drejer sig om:

•Forsørgelsesydelser: kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse

•Løbende tillægsydelser som for eksempel boligsikring, særlig støtte og børnetilskud.

•Enkeltydelser som for eksempel hjælp til tandbehandling, medicin og boligindskud

Der nedsættes en følgegruppe med formænd og direktører for arbejdsmarkedets parter.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kommission skal komme med bud på nyt kontanthjælpssystemet Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger