16.12.2019 kl. 11.00

Center for Seksuelt Misbrugte åbner i Næstved

Sjælland får nu eget center, hvor man kan søge hjælp, hvis man har senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Til januar åbner Center for Seksuelt Misbruge en afdeling centralt i Næstved.

I dag skal man tage hele vejen til København, hvis man bor på Sjælland eller øerne og har brug for psykologbehandling, social støtte eller rådgivning fra Center for Seksuelt Misbrugte. Men nu har centret fået tildelt flere satspuljemidler og har derfor besluttet at åbne en satellitafdeling i Næstved. Derfor stiller kommunen nu lokaler til rådighed i Jernbanegade 10.

– Vi er utrolig glade for at få mulighed for at komme til Næstved. Det er vigtigt for os, at mennesker, der har brug for hjælp på grund af senfølger efter seksuelle overgreb ikke skal rejse langt. Vi ser Næstved som et geografisk knudepunkt for hele Sjællandsområdet. Og vi tror på, at flere også vil få øje på den hjælp vi kan tilbyde, fortæller centerchef for CSM Øst Tina Holm Johnsen.

Gratis tilbud

På centret vil der blive ansat to psykologer og blive tilknyttet seks frivillige og en socialrådgiver. Udover psykologforløb vil der blive oprettet en samtalecafe og traumesensitiv yoga. Tilbuddene er gratis. Man skal ikke henvises men selv kontakte centeret på telefon, hvor man kan blive skrevet på venteliste til en visiterende samtale, for at afklare om CSM's tilbud er den rette hjælp.

– Jeg synes, det er en fantastisk god nyhed, at Center for Seksuelt Misbrugte har banket netop på vores kommunes dør. Vi er glade for at kunne stille lokaler til rådighed. Det er utroligt vigtigt, at mænd og kvinder i alle aldre kan få den rette hjælp af dybt professionelle og dedikerede mennesker. Vi har også en dialog med centret om, hvorvidt de kan være med til at undervise nogle af vores ansatte i de særlige forhold, som mennesker med senfølger af seksuelle overgreb lever med. Det forventer jeg mig meget af, fortæller formand for Omsorgsudvalget Michael Perch (S).

LÆS OGSÅ Tal fuldtid op
FOR ABONNENTER

Hvad betyder senfølger?

Senfølger af seksuelle overgreb er en samlet betegnelse for konsekvenserne af incest samt seksuelle overgreb begået uden for familien og er ikke karakteriseret ved en bestemt diagnose eller særlige symptomer.

Det drejer sig om, at børn og unge har været udsat for en forbrydelse med ofte gentagne traumer begået af en betydningsfuld person. Det er typisk sket over en årrække og har influeret på og forstyrret personlighedsudviklingen, kroppen og nære relationer. Voksne, som har oplevet seksuelle overgreb i barndommen, er derfor generelt plaget af traumer. De har vanskeligheder med relationer og tillid, med personlighed og identitet og med kroppen, og det medfører tab af livskvalitet og -funktion i voksenlivet.

National og international forskning viser, at der er mange alvorlige psykologiske senfølger af seksuelt misbrug i barndommen: Symptomer på PTSD, depression og angst, samt seksuelle forstyrrelser og risiko for reviktimisering. Også svære psykiske lidelser, personligheds- og spiseforstyrrelser samt misbrug af stoffer og alkohol ses ofte.

CSM Øst arbejder for at voksne med senfølger får forbedret deres livssituation, så de har færre fysiske, psykiske og sociale skadevirkninger af overgrebene, så de får brudt uhensigtsmæssige tanke- og handlemønstre i forhold til familie og socialliv og får en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet. tkn@kl.dk

LÆS OGSÅ Corona har lært os at finde hjælp online
FOR ABONNENTER
Emneord
Social, Sundhed

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Center for Seksuelt Misbrugte åbner i Næstved Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger