Steen Vindum (V), borgmester i Silkeborg. Pressefoto.
Steen Vindum (V), borgmester i Silkeborg. Pressefoto.
05.12.2019 kl. 15.53

Borgmester anklaget for vennetjenester og inhabilitet: "Kritik bruges politisk"

Silkeborgs borgmester, Steen Vindum (V), er under lokalpolitisk beskydning. Hans forhold til en lokal ejendomsudvikler har ført til en klage til Ankestyrelsen. Selv afviser han beskyldningerne som grundløse.

Rejse til Formel 1-løb og sommerhusophold. Steen Vindum (V), der er borgmester i Silkeborg Kommune, er endt i en mindre regn af beskyldninger om at have taget imod vennetjenester fra en lokal ejendomsudvikler, der er hans personlige ven.

Det er indtil videre endt med, at Ankestyrelsen på foranledning af en borger skal undersøge borgmesterens habilitet og hans forhold til ejendomsudvikleren René Birch.

Men det passer Steen Vindum meget fint, forklarer han til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

– Det har jeg det fint med. Ankestyrelsen er til for at undersøge den slags sager, og der er ikke noget at komme efter, siger Steen Vindum.

LÆS OGSÅ Sag om byrådsmedlem, der arbejder fra Tyrkiet, ender i Folketinget

I den senere tid er der i lokalområdet gået rygter om, at ejendomsudvikleren har betalt for en rejse til borgmesteren for at se Formel 1-løb i Monaco, og at borgmesteren skulle have lånt ejendomsudviklerens sommerhus i Skagen uden beregning.

Steen Vindum har både været i Monaco og i René Birchs sommerhus, men han afviser, at han skulle have fået noget af det som en gave.

– Jeg har været på en tur til Monaco, hvor der var 50 andre deltagere, og en af dem var René Birch. Men jeg betalte selv for turen. Jeg har desuden aldrig lånt hans sommerhus. Jeg har besøgt ham, mens han var i sit sommerhus, siger Steen Vindum.

Selvom Steen Vindum afviser rygter og anklager som grundløse, så ærgrer det ham alligevel, at de florerer.

LÆS OGSÅ Strammere regler for lokalpolitikeres løn under orlov på vej

– Det er ærgerligt, at den slags rygter kan gå rundt, for det er jo svært at reagere på rygter. Og så synes jeg, at det er trist, at rygterne ser ud til at have undertoner af politisk pres. Altså at nogen bruger rygterne og klagen til Ankestyrelsen til at få omgjort politiske beslutninger, som de er uenige i, siger Steen Vindum.

Han afviser desuden, at han skulle have givet vennetjenester i form af politiske beslutninger, som tilgodeså René Birch.

Klagen til Ankestyrelsen står en borger bag. Det er Karen Predbjørn Klarbæk, som er butiksindehaver i Silkeborg. Hun valgte ifølge TV2 Østjylland at bede Ankestyrelsen om at skille skidt fra kanel i venskabet mellem borgmesteren og byggematadoren.

Hun har tidligere forklaret, at hun reagerede på den sladder, som kørte i byen.

LÆS OGSÅ Byrådsmedlem arbejder fra Tyrkiet på tredje måned: DF vil kræve stedfortræder indkaldt

– Enten er det over stregen det her, og så skal det stoppes, eller også så er de hvide som sne og har ingenting gjort, og så skal vi ikke køre sladder, siger hun til TV2 Østjylland. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmester anklaget for vennetjenester og inhabilitet: "Kritik bruges politisk" Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger