Der skal mere grønt og mindre kød i den københavnske kommunemad. Foto: Colourbox
Der skal mere grønt og mindre kød i den københavnske kommunemad. Foto: Colourbox
19.08.2019 kl. 09.11

Mindre kød og mere grønt i kommunemaden

København vil nedbringe CO2-aftrykket fra maden i kommunens køkkener. Det skal blandt andet ske ved at købe mere økologi og servere mindre kød.

Københavns Kommune vil mindske sit klimaaftryk gennem en ny madstrategi. Her skal hakkekødet vige for kål og kartofler, og ingredienserne skal være økologiske. Den nye madstrategi, der gælder for den mad, som kommunen serverer i institutioner og til ældre, skal nedbringe CO2-udledningen fra fødevarer med 25 procent.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Overborgmester Frank Jensen (S) mener, at madstrategien vil være med til at inspirere omverdenen.

Københavnermad

Københavns Kommune køber fødevarer for næsten 300 millioner kroner årligt til kommunens skoler, plejehjem og daginstitutioner.

90 procent af maden i kommunen er økologisk

– Vi sikrer endnu sundere måltider og mere økologi til byens børn, unge og ældre. Samtidig mindsker vi kommunens madspild og klimaaftryk. Det er jeg glad og stolt over. København skal gå forrest på den grønne dagsorden – også på madområdet. Det gavner københavnerne og inspirerer resten af verden til en grønnere retning, siger Frank Jensen.

LÆS OGSÅ Bæredygtig indkøbspolitik skal sikre sundhed for borgerne

Ud over at bidrage til den grønne omstilling, så skal madstrategien også bidrage til københavnernes fysiske og psykiske velvære. Strategien indeholder nemlig også fokus på ernæring og sociale fællesskaber. Det betyder, at der skal laves flere fællesspisninger, ligesom sunde mellemmåltider i fritidshjem og -klubber skal opprioriteres. Desuden skal de kommunalt ansattes madordninger være sundere.

Hos Alternativets kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde er der særligt glæde over planerne om at reducere mængden af kød i de kommunale køkkener.

– Jeg er utrolig glad for, at mit og Alternativets forslag om mere plantebaseret mad på tallerkenerne i kommunens institutioner har været med til at bane vejen for en ambitiøs, klimaorienteret mad- og måltidstrategi. Det er magtpåliggende for mig og Alternativet, at kommunen går forrest i den grønne omstilling, får reduceret kommunens CO2-aftryk og ikke mindst inspirerer københavnerne til at spise mindre kød og mere grønt, siger Franciska Rosenkilde.

Strategien er godkendt i Københavns økonomiudvalg og skal endeligt vedtages i Borgerrepræsentationen den 22. august. 

LÆS OGSÅ Kommunerne køber mere grønt
FOR ABONNENTER

Siden skal den præsenteres for hele verden, når København er vært for klimakonferencen C40 i oktober. jki@kl.dk

Emneord
Klima, Miljø, Indkøb

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Mindre kød og mere grønt i kommunemaden Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger