(Arkivfoto) Økonomiforhandlinger i 2017. KL's politiske forhandlingshold vil til det første sættemøde igen bestå af Jacob Bundsgaard og Martin Damm. På den anden side af bordet er det nu socialdemokratiske ministre, der indtager pladserne.
(Arkivfoto) Økonomiforhandlinger i 2017. KL's politiske forhandlingshold vil til det første sættemøde igen bestå af Jacob Bundsgaard og Martin Damm. På den anden side af bordet er det nu socialdemokratiske ministre, der indtager pladserne.
13.08.2019 kl. 14.49

Økonomiforhandlinger starter: KL er blevet indkaldt til første politiske møde

Nu starter økonomiforhandlingerne. Det første såkaldte sættemøde, hvor KL's politikere og repræsentanter for regering mødes, er fastsat til onsdag den 21. august.

KL og regeringen er klar til det årlige sværdslag om kommunernes økonomi. Onsdag den 21. august mødes KL's formand og næstformand, Jacob Bundsgaard (S) og Martin Damm (V), med S-regeringen til det første sættemøde.

Det oplyser KL til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

På sættemødet, hvor parterne mødes og udveksler ønsker til økonomiaftalen, vil finansminister Nicolai Wammen (S) og formentlig social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) repræsentere regeringen.

KL har tidligere på sommeren bebudet, at de går til forhandlingerne om næste års kommunale økonomi med tre centrale temaer. Dels ønsker KL, at anlægsrammen bliver hævet, og at det ekstraordinære finansieringstilskud bliver videreført. Desuden vil KL have et løft af servicerammen, for at kommunernes økonomi kan følge med det stigende demografiske pres – altså at der kommer flere ældre og flere børn i kommunerne. Også stigende udgifter til det specialiserede socialområde og opgaver på sundhedsområdet er ifølge KL grunden til at kommunerne har behov for flere penge.

LÆS OGSÅ Babyboom presser kommunernes økonomi

Økonomiforhandlingerne har været længe ventet, da de normale deadlines måtte skubbes på grund af folketingsvalget og regeringsdannelsen. Normalt skal kommunernes individuelle budgetter være andenbehandlet den 15. oktober, men på grund af udskydelsen af økonomiforhandlingerne til efter sommerferien er også den endelige deadline for kommunernes budgetter udskudt. De skal nu være færdigbehandlet den 5. november. 

Finansministeriet kan over for Nyhedsmagasinet Danske Kommuner hverken be- eller afkræfte datoen for økonomiforhandlingernes begyndelse. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Økonomiforhandlinger starter: KL indkaldt til første politiske møde Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger