Foto: Odense Kommune
Foto: Odense Kommune
01.08.2019 kl. 08.00

Jane Jegind stopper i politik

Venstres rådmand og tidligere borgmesterkandidat i Odense vil noget andet efter 22 år i politik.
tekst Tom Ekeroth

"Efter 22 år i odenseansk politik, heraf de 14 som rådmand, har jeg besluttet, at når denne byrådsperiode slutter ved udgangen af 2021, er det tid til at prøve noget nyt", skriver Jane Jegind selv på Facebook.

Da hun for 15 år siden sagde ja til at stille op som Venstres spidskandidat, var det aldrig med tanke på, at det skulle være det sidste, hun skulle foretage sig i sit arbejdsliv.

 "Grunden til jeg melder det ud i nu er, at vi er på den anden side af et folketingsvalg og partiet derfor har ro på. Samtidig vil der være god tid til, man kan finde en ny spidskandidat til det kommende kommunalvalg. Jeg er taknemlig for den store opbakning og tillid, jeg har oplevet igennem alle årene fra både borgere og bagland. Jeg er glad for at overlade et stærkt Venstre til den kommende spidskandidat. Ved de to seneste valg har vi vist, at Venstre er det førende borgerlige parti og vi har opnået den største opbakning til partiet igennem årtier", skriver Jane Jegind

Hun bliver siddende perioden ud:

LÆS OGSÅ Venstre-spids siger stop: Vil være regionsrådsformand

 "Jeg holder af hver eneste dag som politiker i Odense Byråd. Jeg bestræber mig på at gøre en forskel hver dag for odenseanerne både for det nære og det langsigtede. Men jeg har også nået en alder, der gør, at hvis jeg også skal forfølge nogle af de drømme, jeg har om en anden karriere end odenseansk politik, så er tiden inde til et skift, når denne byrådsperiode slutter til årskiftet 2021-2022", skriver den nu tidligere borgmesterkandidat. tek@kl.dk 

Fakta

Jane Jegind  er 45 år. Opvokset i Aarup på Vestfyn. Flyttede til Odense i 1994, bor i dag i Seden Strandby. Uddannet cand. negot fra Syddansk Universitet i 2000.

Siden 2003 gift med ungdomskæresten Lars Møllerhøj, der er el-installatør og medindehaver af el-og vvsfirmaet Kappendrup. De mødte hinanden i VU. Parret har datteren Amalie på 15 år.

Arbejdede fra 2000-2005 som key account manager med speciale i kontrakter og forhandling hos henholdsvis Mærsk Data og IBM.

Valgt til Odense Byråd i 1997 med 1159 personlige stemmer. Fik ved valget i 2017 8.061 personlige stemmer.

Fra 2006-2010 var hun børn-og ungerådmand, de næste fire år ældre-og handicaprådmand og siden 2014 har hun været by-og kulturrådmand.

 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Jane Jegind stopper i politik Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger