Foto: Rudi Holm
Foto: Rudi Holm
25.04.2019 kl. 09.30

Kommuner klar til mere ensartet behandling af affald

I nyt affaldsudspil lægger KL og Dansk Affaldsforening op til tværkommunale løsninger. Udspillet blev præsenteret i dag på konferencen Teknik & Miljø '19.
tekst Rudi Holm

Landets kommuner er klar til at gøre det lettere for borgere og virksomheder at sortere og komme af med deres affald. I et nyt udspil, som KL og Dansk Affaldsforening lancerer i dag på KL's teknik- og miljøkonference Teknik & Miljø '19, lægges der op til en mere ensartet behandling af affaldet på tværs af landet.

– Vi sætter en ny barre for os selv. Borgerne skal opleve sammenhæng – på tværs af kommuner, siger formanden for KL's miljø- og forsyningsudvalg, Jacob Bjerregaard (S).

Foran de cirka 550 teknik- og miljøpolitikere og kommunale embedsmænd, der er samlet på konferencen i Fredericia, slog han fast, at der er tale om et strategisk og markedsforberedende partnerskab, hvor virksomheder blandt andet også skal forpligtes på et producentansvar.

– Vi forpligter os selv i kommunerne på at anvende det fælleskommunale piktogramsystem og ens sorteringskriterier for husholdningslignende affald fra 2025. Vi forventer frit teknologi- og metodevalg i kommunerne for boligtyper – så der kan sikres effektive og innovative lokale løsninger. Og vi foreslår, at der etableres en platform for fælles affaldskommunikation som et initiativ i den nationale affaldsplan, siger KL-udvalgsformanden.

LÆS OGSÅ Genbrugspladserne er blandt Danmarks største attraktioner

Temaet for konferencen i Fredericia er sammenhæng, og det lagde Jacob Bjerregaard også stor vægt på i sin tale på konferencen:

– Kommunerne skaber sammenhæng. Dagligt er vi i kontakt med borgere, virksomheder og andre offentlige instanser. Det ligger i vores dna at skabe resultater med andre. Og vi skaber dem i stigende grad også på tværs af kommuner. Men vi har behov for at få de rette rammer til det, for at det kommunale Danmark kan skabe resultater, der hænger sammen, pointerer han.

Jacob Bjerregaard opfordrede blandt andet staten til at hjælpe kommunerne med klarere rammer på klimatilpasningsområdet.

– Danmark har ikke i dag en samlet strategi for finansiering af klimatilpasning. Det er der måske en grund til. Den nødvendige finansiering vil efter alt at dømme være et betydeligt to-tre cifret milliardbeløb over de kommende år, siger han.

KL vil i løbet af efteråret komme med et bud på, hvordan en finansieringsstrategi af området kan se ud. Men på konferencen løftede udvalgsformanden allerede lidt af sløret for indholdet:

– Ét af de tiltag, vi ønsker, er den ordning, vi havde for nogle år siden. Det var en billig og effektiv indsats, som forsyningsvirksomheder og kommuner sammen gennemførte. Den statslige evaluering viste, at indsatsen har sparet borgerne for 3,3 milliarder kroner. Regeringen valgte imidlertid at stoppe ordningen med de billige grønne løsninger i 2016, selv om de ellers kun koster en fjerdedel af de traditionelle dyre løsninger. Vi har i et par år forsøgt at råbe ministeren op for at få videreført ordningen. Vi skal have den mulighed tilbage. Og det kan kun gå for langsomt.

Jacob Bjerregaard slog også til lyd for bedre lovgivning og rammer, hvis kommunerne skal sikre mere sammenhæng i beskyttelsen af grundvandet, og så opfordrede han havnenes minister, Ole Birk Olesen (LA), til ikke at komplicere og svække den kommunale indflydelse på de lokale havne. ruh@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kommuner klar til mere ensartet behandling af affald Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger