Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
24.04.2019 kl. 11.00

Cepos: Københavns 95 m2-regel virker ikke

Ifølge en analyse fra Cepos bor 52 procent af børnefamilierne i København i boliger, der er mindre end 95 m2, mens halvdelen af de store boliger på mere end 95 m2 beboes af familier uden børn.
tekst Tom Ekeroth

I 2005 indførte Københavns Kommune i kommuneplanen, at nybyggeri skulle være mindst 95 m2 i gennemsnit, og at hver enkelte bolig skulle være mindst 75 m2. Kravet var en opfølgning på, at nye lokalplaner i kommunen allerede siden år 2000 havde haft tilsvarende krav.

Formålet med Københavns Kommunes 95 m2-regel er at ”skabe bedre rammer for at fastholde børnefamilier", men ifølge en analyse fra den liberale tænketank Cepos virker reglen ikke efter hensigten. Det skriver Byens Ejendoms nyhedsbrev.

Ifølge analysen bor 52 procent af børnefamilierne i boliger, der er mindre end 95 m2, og hver femte børnefamilie bor i en bolig, der er mindre end 75 m2.

Der er masser af store boliger på markedet i København, men halvdelen af de store boliger på mere end 95 m2 bliver i dag beboet af familier uden børn. Og i under en tredjedel af de store boliger bor der familier med mere end ét barn.

LÆS OGSÅ København baner vej for yderligere 140 almene boliger hvert år

Desuden har 95 m2-reglen bidraget til, at små lejligheder siden 2013 er steget 28 procent mere i pris end store lejligheder. Ved at holde fast i reguleringen af boligstørrelser, bidrager Københavns Kommune ifølge Cepos til at øge priserne på de mindre boliger, som børnefamilierne efterspørger. Dermed bidrager Københavns Kommune til at gøre det sværere for børnefamilier med relativt lave indkomster at bosætte sig i København. tek@kl.dk 

Emneord
Bolig, Byudvikling

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Cepos: Københavns 95 m2-regel virker ikke Felter med * skal udfyldes
 
Af: Frank Jensen, overborgmester i Københavns Kommune
Den 01.05.2019 kl. 09:13

Der er fortsat brug for regulering af boligmarkedet

svar på: Cepos: Københavns 95 m2-regel virker ikke

Danske Kommuner gengiver den 24. april en analyse fra Cepos, som konkluderer, at boligpolitikken i København har slået fejl. Cepos udpeger særligt ”95 kvadratmeter-reglen”, som den store skurk. Reglen betyder, at tre ud af fire boliger skal være 95 kvadratmeter i gennemsnit.

Men Cepos løber en åben dør ind. De har overset, at jeg allerede har lagt op til at justere reglen ved forhandlingerne om den kommende Kommuneplan, så vi får endnu flere boliger og endnu flere små boliger.

Den primære årsag til at boligpriserne er steget, er ikke, som Cepos konkluderer, ”95 kvadratmeter-reglen”. Stigningen i boligpriserne skyldes primært, at boligudbuddet ikke har kunnet følge med efterspørgslen. Derfor har jeg lagt op til, at der skal bygges 60.000 boliger i København de kommende 12 år.

Det er ikke kun boligbyggeriet, jeg ønsker at skrue op for, så vi kan få plads til de mange nye københavnere, som byen vokser med hvert år. Jeg ønsker også at fritage halvdelen af boligerne fra ”95 kvadratmeter-reglen”. I dag er hver fjerde bolig fritaget. Vi kan nemlig se, at den mest almindelige familietype i København er singler, og at der er en kæmpe efterspørgsel på små lejligheder. Derfor er jeg klar til at bløde op på reglen, så halvdelen af alle ny boliger bliver mindre boliger.

Vi indførte ”95 kvadratmeter-reglen” i sin tid for at skaffe boliger, der er egnet til børnefamilierne. Reglen har været med til at rejse København fra en fattig og udpint by befolket af singler – unge og pensionister – til den attraktive og levende by, vi kender i dag.

Kun ved at opføre flere boliger og flere små boliger, kan vi stoppe boligprisernes himmelflugt. En analyse fra Copenhagen Economics viser, at hvis vi opfører 60.000 boliger de kommende år og forøger tilvæksten af små boliger til 50 procent, så kan vi holde prisstigningerne på niveau med resten af landet. Hvis ikke vi sætter turbo under boligbyggeriet, vil prisernes himmelflugt fortsætte, og så vil København blive forbeholdt de meget rige, eller dem, der er så heldige at have fået en billig andelslejlighed op under neglene i 90’erne. Sådan en by ønsker jeg ikke. Jeg ønsker, at der er plads til københavnere med alle typer indkomster. De nye målsætninger betyder, at fx en togfører eller et par med en pædagog og en smed har råd til at købe en lejlighed i København.

Der er intet mærkeligt i, at en liberal tænketank kommer frem til, at enhver regulering af boligmarkedet er noget skidt. Men jeg vil stå fast på, at det historisk har medvirket til at genrejse København, at vi har slået små lejligheder sammen og bygget større lejligheder, som børnefamilierne kan blive boende i. Og, når vi er færdige med at råbe, at alt er galt i København, er det fortsat sådan, at næsten halvdelen af alle lejligheder i København er to værelser eller mindre, og at mindre end hver femte lejlighed er over 100 kvadratmeter. Der er altså stadigvæk en kæmpe overvægt af små boliger. Så med mig ved roret slipper vi ikke enhver regulering.

Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger