Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
05.04.2019 kl. 11.00

Kommune har kæmpesucces med fritidsjob på plejecenter

Horsens Kommune har i et samarbejde med FOA som den første kommune forsøgt at etablere fritidsjobs til unge på plejecentre. Både unge og ældre er vilde med konceptet.

240 unge. Så mange søgte jobbet, da Horsens Kommune første gang søgte 13-17-årige unge, til et fritidsjob på et plejecenter. Desværre var der i første omgang kun fire stillinger, men det bliver der formentlig lavet om på. For hvad der skulle have været en forsøgsordning med unge, der i fritiden arbejder på et plejecenter, er blevet en kæmpe succes for både unge og ældre.

'Spirerne', som de unge bliver kaldt, læser højt for beboerne, går ture med dem, lægger tøj sammen, rydder op i beboernes skabe, spiller spil, eller på andre måder hygger sig med beboerne. Det er blevet en succes blandt både beboere, de unge og deres kolleger, viser en evaluering af ordningen, der snart bliver færdiggjort.

Formålet er også at skabe interesse for social- og sundhedsfaget blandt unge og skabe liv på plejecentrene om eftermiddagen.

Stor begejstring

De unge ansatte fortæller, at jobbet giver mening, og at de er overraskede over den positive energi, jobbet giver. Beboerne bliver glade og får lyst til at dele minder, og personalet oplever, at de unge kommer med en naturlig friskhed og spontanitet, der giver anledning til nye aktiviteter.

LÆS OGSÅ Leder: Nødvendigt comeback til hverdagens helte

– Vi er klar til at tage flere unge ind i fritidsjob og vise dem vores fag. Det skal foregå i de rigtige tempi og det skal give mening, det enkelte sted. Det er vigtigt, at de unge føler sig taget godt i mod og får en god introduktion, og at de ansatte er klar til at hjælpe dem godt i gang, siger Lone Nygaard Boysen, der er sundhedscenterleder i Sundhedscenter Horsens i en pressemeddelelse.

Mangler personale

De unge spirer har fået større respekt for arbejdet med ældre. Tre ud af fire siger, at ansættelsen har vakt deres interesse for SOSU-faget, og at de ser uddannelsen som en mulighed for dem.

Det glæder formand for Velfærds- og Sundhedsudvalget i Horsens Kommune, Ellen T. Schmidt (S).

– Vi har en budgetaftale, hvor vi gerne vil finde løsninger på den mangel på social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, vi står overfor. Spire-ordningen er et interessant bud på udfordringen. De unge står lige foran et uddannelsesvalg. Vi åbner omsorgsfaget op og giver dem en oplevelse af at arbejde med mennesker, og vores forventning er, at de unge bliver begejstrede over den forskel, de kan gøre, og går hjem fortæller de gode historier videre om faget, fortæller hun.

LÆS OGSÅ Jobgaranti giver gode medarbejdere
FOR ABONNENTER

Siden de unge startede i fritidsjob på plejecentrene har interessen fra omverdenen været stor, og mange kommuner har henvendt sig for at høre mere om ordningen og gevinsterne ved at have de unge ansat. sisk@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kommune har kæmpesucces med fritidsjob på plejecenter Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger