Foto: Danmarks Naturfredningsforening Jammerbugt
Foto: Danmarks Naturfredningsforening Jammerbugt
24.09.2018 kl. 14.38

Bitter odder-strid: Kommune meldt til politiet

Fire gange grødeskæring på et år har fået bægeret til at flyde over hos Danmarks Naturfredningsforening, der melder Jammerbugt Kommune til politiet. Vi har ikke gjort noget forkert, siger borgmester.

Det går ud over odderens jagtmarker, når det samme vandløb bliver udsat for grødeskæring fire gange årligt. Det mener i hvert fald Danmarks Naturfredningsforening (DN) i Jammerbugt, der har meldt kommunen til politiet.

– Jammerbugt Kommune har igen i år givet efter for landbrugets krav og sat gravkøerne ind. Ikke fordi der er grøde, men fordi landmandens egne dræn udleder sand i åen, der så afvander langsommere. Vi finder det uacceptabelt, at en kommune bruger vores skattekroner på at forringe naturen, og vi mener desuden, at oprensningen af vandløbet på flere områder er i strid med loven. Derfor har vi nu politianmeldt kommunen, siger Søren Rosenberg, formand for DN Jammerbugt i en pressemeddelelse.

Foreningen mener, at kommuner kun må skære grøde i vandløbet Ryå to gange årligt, men indtil nu har kommunens maskiner været forbi åen fire gange. Det ændrer åens udseende og funktion i form af, at planter på å-bredden forsvinder, og det må man ikke uden at søge dispensation fra Naturbeskyttelsesloven, mener DN Jammerbugt.

– Vi finder det uacceptabelt, at en kommune ødelægger samfundets naturværdier for at rydde op efter private interesser, siger Søren Rosenberg.

LÆS OGSÅ Esbjerg-borgmester: Stop for olieudvinding er vemodigt men et godt skridt mod grøn omstilling

Bevoksningen langs å-løbet er odderens naturlige spisekammer, og derfor risikerer man altså at skade odderen, mener DN Jammerbugt.

På rådhuset mener borgmester Mogens Gade (V) ikke, at man har gjort noget galt.

– Vi mener, vi har lov til at gøre, som vi gør. Men det er klart, at vi kigger tingene efter igen, når der nu er kommet en politianmeldelse, og har vi lavet en fejl, skal vi selvfølgelig rette ind. Vi mener ikke have gjort noget forkert, men det er nu op til politiet at vurdere, siger Mogens Gade til TV2 Nord. jki@kl.dk

Emneord
Natur

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Bitter odder-strid: Kommune meldt til politiet Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger