Hans Jayatissa, teknologidirektør i KMD. Foto: KMD
Hans Jayatissa, teknologidirektør i KMD. Foto: KMD
21.09.2018 kl. 12.23

Robotter overtager opgaver i kommunerne

Hver fjerde danske kommune har indført robotter til at udføre administrative opgaver.
tekst Rudi Holm

Robotterne strømmer ind i de danske kommuner. Lidt over hver fjerde danske kommune (27 procent) har således indført softwarerobotter, der kan udføre administrative opgaver. Og to ud af tre kommuner forventer at have softwarerobotter indenfor tre år. Det viser en ny undersøgelse, som KMD Analyse har foretaget.

Undersøgelsen indikerer også, at danske kommuner har store forventninger til kunstig intelligens.

– Kommunerne er langt fremme med innovativ teknologi, som viser nye veje for udviklingen af den offentlige sektor i Danmark. Softwarerobotter er ukendte i den brede offentlighed, men hos kommunerne har de fået en stor betydning i disse år. Tallene i rapporten viser, at de danske kommuner allerede har taget softwarerobotter til sig og i de kommende år vil tage dem endnu mere i brug. Kommunerne har fingeren på pulsen og orienterer sig mod de nyeste teknologier, siger Hans Jayatissa, teknologidirektør i KMD.

Ud over en betydelig interesse for robotter tegner der sig også et billede af, at kommunerne satser på kunstig intelligens. 55 procent af de adspurgte kommuner forventer at have såkaldt machine learning i daglig drift om tre år. Tre procent har allerede indført denne form for kunstig intelligens.

LÆS OGSÅ Esbjerg kobler humor og digitalisering

– Med machine learning kan it-systemerne lære sig selv at løse opgaver, komme med anbefalinger og potentielt foretage sagsafgørelser. Det sker blandt andet ved, at systemerne analyserer data fra eksisterende afgørelser og uddrager afgørelsesmønstre. It med kunstig intelligens er det næste store skridt i digitaliseringen af den offentlige sektor, og det vil skabe store forandringer i dagligdagen i kommunerne, siger Hans Jayatissa. ruh@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Robotter overtager opgaver i kommunerne Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger