Foto: Halsnæs Kommune
Foto: Halsnæs Kommune
14.09.2018 kl. 10.46

82 par sko som protest mod besparelser

Flere hundrede mennesker var mødt op foran rådhuset i Frederiksværk torsdag aften for at deltage i Velfærdsalliancens demonstration mod kommunale fyringer. Halsnæs borgmester Steffen Jensen (S) deler de fremmødtes frustrationer.

På trappen op mod rådhuset i Frederiksværk havde demonstranter placeret 82 par tomme sko for hver medarbejder, der kan risikere at miste deres job på grund af besparelser for 70 millioner kroner årligt, som Halsnæs Kommune skal finde i budgettet.  Det skriver Frederiksborg Amtsavis.

Hanne K. Byskov, der er bestyrelsesmedlem i BUPL Nordsjælland uddyber årsagen til de mange sko på trappen.

– Hvert par sko repræsenterer en kollega og velfærdsmedarbejder, der kan miste sit job. Det er ham, der rydder sne, hende der holder den døende i hånden og sundhedsplejersken, der står med den nyfødte. De kan alle ende i arbejdsløshedskøen, men vi bakker dem op. Se jer omkring, vi er mere end 80, og I er ikke alene, siger Hanne K. Byskov til Frederiksborg Amtsavis, og opfordrer politikkerne til at tage ansvar.

Selvom det er byrådspolitikerne i Halsnæs, der står med opgaven, var mange af demonstranterne utilfredse med folketingspolitikerne. Det viste de med skilte og bannere, der var rettet mod indenrigs-og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), fordi demonstranterne mener, at regeringen ikke hjælper Halsnæs Kommune nok. På skiltene stod der "Simon Emil skal dele - ikke tage det hele" og "Uden udligningsreform bliver uligheden enorm."

LÆS OGSÅ Sat på sidelinjen: Nyt flertal laver budget uden om borgmesteren

Borgmester Steffen Jensen mødte demonstranterne foran rådhuset, hvor han gjorde det tydeligt, at de mange tomme sko gjorde indtryk, og at han også er frustreret over de massive besparelser, der skal gøres. 

– Vi må klare os selv, og vi må tage vores politiske ansvar og pege på, hvilke opgaver som ikke skal løse, for jeg er enig i, at medarbejderne ikke kan løbe stærkere, sagde Steffen Jensen og gjorde det klart, at der kommer forår igen. Når det her er overstået, skal der være lys for enden af tunnelen. Vi har sat forebyggende initiativer og indsatser i gang, og jeg har præsenteret et budget, som vil sikre en god økonomi fremover, siger borgmesteren til samme avis. sarp@kl.dk

Emneord
Besparelser, Budget

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: 82 par sko som protest mod besparelser Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger