Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
13.09.2018 kl. 10.01

På trods af rapport nedprioriteres kommunens veje

Københavns Kommune har fået undersøgt, om det kan betale sig at investere i genopretning af kommunens veje. Det kan det, men alligevel er det ikke prioriteret højt i budgetforliget, og det er teknik-og miljøborgmesteren er utilfreds med.

Vejene i Københavns Kommune er fyldt med huller, revner og buler. Forud for den netop indgåede budgetaftale for 2019 mellem Socialdemokratiet, SF, De Radikale, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, havde et flertal på rådhuset derfor bestilt rapporten ' Analyse af genopretning af vejinfrastrukturen i København'. Det havde de for at finde ud af, om det var økonomisk ansvarligt at investere i genopretning af kommunens veje. 

Konklusionen i rapporten er, at en genopretningspukkel på omkring 1,4 milliarder kroner bør fjernes mellem 2019 og 2027, fordi det vil mindske udgifterne til lappeløsninger. Hvis Københavns Rådhus fortsætter med at prioritere, som de gør nu, vil 83 procent af kommunens driftsbudget til kørebaner i 2027 gå til det der bliver beskrevet som 'ikke-værdigskabende reparationer', konkluderer rapporten også. Det skriver B.T. 

Teknik-og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), som ikke er en del af budgetforliget, er utilfreds med, at flertallet inklusiv overborgmester Frank Jensen (S) ikke har taget rapporten alvorligt. 

– Det er bestemt ikke tilfredsstillende. Der var jo en grund til, at vi bestilte rapporten forud for budgetforhandlingerne. Den viser med al tydelighed, at det er en rigtig god investering for byen, økonomien og klimaet at indhente efterslæbet, siger hun til B.T. 

LÆS OGSÅ Kommuner skubber milliardstor regning foran sig
FOR ABONNENTER

Niels E. Bjerrum (S), der er medlem af Teknik-og Miljøudvalget, henviser til at, de har sat penge nok af til at vejene ikke går i yderligere forfald, og at situationen ikke er så slem som i 1970' erne, 1980' erne og 1990' erne. 

Jakob Næsager (K), der er gruppeformand, så gerne, at der var blevet sat penge af til at formindske puklen. 

– Det var desværre ikke muligt, da der ikke var luft til det i anlægsrammen, blandt andet fordi vi skal bygge tre nye skole til 1,2 milliarder kroner næste år. Men vores klare mål er at påbegynde genopretningen af vejene i 2020, siger han. sarp@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: På trods af rapport nedprioriteres kommunens veje Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger