Det mobile sundhedsteam i Farstrup. Foto: Aalborg Kommune
Det mobile sundhedsteam i Farstrup. Foto: Aalborg Kommune
11.09.2018 kl. 11.27

Et sundhedscenter transformeret til en lastbil

Som et nyt sundhedsforsøg kører en lastbil med tre sundhedsfaglige medarbejdere ud til områder i Aalborg Kommune, hvor borgerne ellers har langt til et rehabiliteringstilbud.

– I skal prøve at skrive jeres navn med den modsatte hånd, siger sygeplejerske Britt Krogh Hansen.

– Du skal forhåbentligt ikke bruge det til noget? lyder det fra en af kursisterne.

Gruppen griner over eksemplet på en vaneændring.

De befinder sig i Farstrups forsamlingshus i Aalborg Kommune, hvor det nye mobile sundhedsteam en morgen underviser ni ældre, lægehenviste borgere i gode sundhedsvaner. De døjer med enten hjerte-kar-sygdomme, KOL eller type 2-diabetes. De ni borgere mener alle, at afstanden til de fast etablerede rehabiliteringstilbud, der ligger centralt i Aalborg, er for stor. Det er netop det, kommunens nye mobile sundhedsforsøg skal afhjælpe, fremgår det af kommunens pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Aarhus vil være røgfri

Kommunens egne data viser nemlig, at jo længere væk man bor fra rehabiliteringstilbuddene, jo mindre sandsynligt er det, at man deltager i forløbet.

Finn Andersen, der er fysioterapeut hos Aalborg Sundhedscenter er positiv over for det lokalfokuserede initiativ.

– Alle er mødt frivilligt op til det her, så det viser jo, at for nogle er tilbuddet godt, når det er lokalt. Vi oplever flere, der tager deres naboer med, som også vil høre om tilbuddet. Derfor sætter vi allerede folk på venteliste, fortæller Finn Andersen, fysioterapeut, Aalborg Sundhedscenter og en del af det nye mobile team, siger Finn Andersen.

Også rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen Mads Duedahl (V) er glad for den nye metode.

LÆS OGSÅ Lær at mestre angst og depression online

– Vi har simpelthen en gruppe af borgere, der ikke får den støtte, som de ville have glæde af. Så nu afprøver vi en model, hvor Sundhedscentret i stedet kommer ud til borgerne. Vi håber, at projektet kan give os nogle erfaringer, og dem tænker vi da bestemt skal komme resten af landet til gode også. For vi ved, at vi ikke er den eneste kommune med disse udfordringer, siger Mads Duedahl.

Det mobile sundhedstilbud er et forsøgsprojekt, der kører i halvandet år. sarp@kl.dk

Emneord
Sundhed

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Et sundhedscenter transformeret til en lastbil Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger