Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
07.09.2018 kl. 11.56

Flere børn tvangsfjernes

Sidste år var tallet for børn, der med tvang er anbragt uden for hjemmet, steget til 2.556. Det svarer til en femtedel af alle anbringelser
tekst Tom Ekeroth

Antallet af børn og unge, som under tvang er anbragt uden for hjemmet, er steget støt gennem de seneste år. I 2017 gjaldt det 2.556 børn og unge i alderen 0-17 år landet over – hver femte af alle anbragte – viser nye tal fra Danmark Statistik. I 2011 var 1.809 børn – 14,1 procent – fjernet fra deres forældre uden samtykke.

Professor Inge Bryderup, som forsker i anbringelser ved Aalborg Universitet, kalder i Jyllands-Posten stigningen "voldsom".

– I 1980'erne lå det på under to procent. Nu bliver omkring 20 procent fjernet med tvang. Over længere tid er det nærmest en eksplosion, siger hun til avisen

En af forklaringerne er, at der kommer mange flere indberetninger til kommunerne, som så er nødt til at undersøge forhold, de ellers ikke ville have undersøgt.

LÆS OGSÅ Syv ud af ti plejebørn modtager støtte

Beslutninger om tvangsfjernelse bliver truffet af kommunernes børn og ungeudvalg, som består af tre fagfolk og to lokalpolitikere.

Disse udvalg træffer afgørelser på baggrund af forvaltningens sagsbehandling af den enkelte familie.

Ifølge Jyllands-Posten foreslår den juridiske tænketank Justitia, at man løfter beslutningen om tvangsfjernelser ud af kommunerne og for eksempel over til de nye familiedomstole, som for fremtiden under byretterne blandt andet skal behandle svære skilsmissesager, spørgsmål om samvær mv. Alternativt foreslår Justitia, at man opretter regionale tvangsanbringelsesnævn.

Borgmester Joy Mogensen (S), formand for Socialudvalget i KL, mener, at kun advokatstanden vil vinde, hvis beslutningerne om tvangsfjernelse fjernes fra kommunerne:

LÆS OGSÅ Flertal vil afskaffe anbragte børn og unges egenbetaling

– Jeg har aldrig været vidne til, at centralisering har bragt mere forståelse for den enkeltes sag ind i billedet, siger hun til Jyllands-Posten. tek@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Flere børn tvangsfjernes Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger