Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
05.09.2018 kl. 09.30

1.000 boliger i Vollsmose skal rives ned

Mange beboere i Odense-bydelen Vollsmose kan komme til at skulle flytte i den nærmeste fremtid. Tirsdag aften offentliggjorde et enigt byråd i Odense Kommune en plan om, at mindst 1.000 almene familieboliger i Vollsmose skal rives ned eller ændre status. I dag er der i området omkring 3.600 almene boliger.
tekst Tom Ekeroth

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) vil ikke sætte tal på, hvor fordelingen mellem nedrivning og ændring af status bliver. Dog regner han med, at de fleste vil blive revet ned.

– Jeg har en klar forventning om, at en stor del skal rives ned. Der er noget i grundstrukturen i bygningerne, som jeg er helt sikker på, at ingen ville bygge i dag, siger borgmesteren til B.T.

Kommunen skal nu blive enige med boligselskaber og investorer om, hvor mange boliger der skal rives ned.

Foruden nedrivningen er det planen at bygge 1.600 nye boliger, som ikke skal være almene. Ifølge borgmesteren vil det i høj grad være op til investorerne, om de nye boliger bliver ejer-, leje- eller andelsboliger.

LÆS OGSÅ Ghettoplan berører 11.000 borgere

Selv om Vollsmose står på regeringens ghetto-listen, tror Peter Rahbæk Juel stadig, at investorer vil finde det attraktivt at smide penge i byggeri i området.

– Vollsmose har nogle fantastiske naturmæssige rammer. Det ligger tæt ved Odense Å og tæt ved fjorden. Der er virkelig nogle herligheder at bringe i spil i forhold til investorerne, siger han.

Med planen vil Odense-politikerne også imødekomme en aftale om, at andelen af almene familieboliger i de hårdeste ghetto-områder maksimalt må udgøre 40 procent i 2030.

Ifølge Peter Rahbæk Juel betyder aftalen ikke, at der skal være færre almene familieboliger i kommunen generelt. Han garanterer samtidig, at beboerne i de ramte boliger vil blive genhuset.

LÆS OGSÅ Kommuner kan intet stille op - brændte huse ligger som ruiner i årevis

– Vi har i byrådet givet hinanden håndslag på, at når udflytningen kommer i gang, skal familierne ind i en passende bolig, siger han.

Vollsmose er et af de områder, der findes på ghetto-listen. Da området har stået på listen i fire år, betragtes det som et af landets hårdeste ghetto-områder.

Boligområdet har en stor andel arbejdsløse og en del beboere, der ikke kan dansk, oplyser Odense Kommune. tek@kl.dk 

Emneord
Ghettoplan, Bolig

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: 1.000 boliger i Vollsmose skal rives ned Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger