Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
04.09.2018 kl. 09.04

Venstre-borgmestre mod tvungent håndtryk

Udlændingeminister Inger Støjbergs (V) forslag om at gøre det lovpligtigt at give håndtryk, hvis man vil være dansk statsborger møder nu markant modstand fra en lang række Venstre-borgmestre.
tekst Tom Ekeroth

Flere af de 37 V-borgmestre, som DR Nyheder har talt med, siger ligeud, at de ikke har i sinde at følge loven og indberette til de relevante myndigheder, hvis en statsborgerskabsansøger skulle modsætte sig at give hånd.

Aabenraa-borgmester Thomas Andresen (V) lægger selv op til en form for "civil ulydighed":

– Jeg vil udfordres på det og se, hvad der sker, hvis jeg ikke indberetter det. Og jeg vil allerhelst slippe for overhovedet at have nogen ceremoni. Hvad er det dog for noget? Det vigtigste er, at de her mennesker bekender sig til demokratiet. Og hvis de så måtte have en anden religion eller anden overbevisning, så er det knap så vigtigt, siger Thomas Andresen.

I fredags kunne Jyllands-Posten fortælle, at regeringen ved udlændingeminister Inger Støjberg er på vej med et lovforslag om en kommunal ceremoni, som ansøgerne skal gennemføre, inden de kan opnå dansk statsborgerskab.

LÆS OGSÅ Minoritetskvinder presses til at sige nej til job og aktivering

Men forslaget er en række Venstre-borgmestre så meget imod, at de er klar til at ignorere lovgivningen, skulle forslaget blive til virkelighed. Størstedelen af de borgmestre, som DR har talt med, understreger dog over for DR, at de vil overholde de love, som Folketinget vedtager. Men de synes, det er noget pjat

– Skulle der være en enkelt, som ikke ønsker at give hånd til mig under sådan en ceremoni, så kan jeg også godt leve med, at man giver et nik eller et lille buk eller et eller andet, som symboliserer, at man dog accepterer personen foran én, siger borgmester i Mariagerfjord Kommune Mogens Jespersen (V).

Inger Støjberg (V) afviser kritikken og "opfatter den mest af alt som et indspark i debatten":

– Jeg har ganske enkelt ikke fantasi til at forestille mig, at der er borgmestre, der ikke overholder landets lovgivning. Man kan sagtens være imod planloven eller folkeskoleloven, men dermed sætter man den ikke bare lige ud af kraft. Så selvfølgelig overholder man landets lovgivning, når man er borgmester, siger hun til DR. tek@kl.dk 

LÆS OGSÅ Helsingør vil give beboere penge for at flytte

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Venstre-borgmestre mod tvungent håndtryk Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger