Foto: Greve Kommune
Foto: Greve Kommune
03.09.2018 kl. 10.10

Borgmester: Håndtryk kan skabe konflikter

Pernille Beckmann (V) borgmester i Greve er ikke imod, at man skal give hånd for at blive dansk statsborger. Men hun mener, at det kan skabe konflikter i kommunerne.
tekst Tom Ekeroth

Flere socialdemokratiske borgmestre har på forhånd sagt, at de ikke vil følge loven, hvis det bliver en betingelse for at få dansk statsborgerskab, om man vil give hånd ved en ceremoni. Og Dragør-borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) har ligefrem kaldt den kommende lov "en tåbelig idé".

Hans partifælle Pernille Beckmann, borgmester i Greve Kommune, er ikke enig med ham i, at idéen er decideret tåbelig. Der er dog et "men".

– Jeg synes, at princippet er rigtig godt, men det giver en skæv fordeling, siger hun til TV2 og uddyber:

– I Danmark har vi 14 kvindelige borgmestre, som vil blive udfordret på, at nogle mænd ikke vil give os hånd. Omvendt vil de mandlige borgmestre i de resterende kommuner blive udfordret på, at kvinderne ikke vil give dem hånd.

LÆS OGSÅ Venskabsgrupper får flygtningebørn til at spille fodbold, slå katten af tønden og julehygge

Hun frygter, at det kan komme til at skabe konflikter i kommunerne, at de enkelte borgmestre og repræsentanter fra kommunerne pludselig skal gøre krav på et håndtryk.

– Det her sætter os i et andet lys, fordi andre menneskers skæbner bliver placeret i vores hænder. Det, synes jeg, er bekymrende for lokaldemokratiet. Jeg synes ikke, det skal ligge hos kommunerne at holde en ceremoni, som kan skabe konflikter, siger Pernille Beckmann.

Den socialdemokratiske borgmester i Ishøj, Ole Bjørstorp, sagde i weekenden til DR:

– Der er flere, der har spurgt mig: "Hvad hvis du bliver sendt i fængsel for det?" Jamen, så gør jeg det. Typisk får man vel dagbøder i sådan en sammenhæng, men dem betaler jeg så gerne.

LÆS OGSÅ Overflødig lov

Regeringen har ellers lagt det over til landets borgmestre at lægge hånd til, hvis forslaget vedtages. Ifølge udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, skal det omdiskuterede håndtryk falde til en ceremoni i kommunen.

Hvis ikke den nye statsborger vil give borgmesteren hånd, så kan vedkommende ikke få sit statsborgerskab. Ud over regeringspartierne har både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet udtrykt støtte til forslaget.

De sidste detaljer i lovforslaget er i øjeblikket ved at falde på plads. Hvornår det konkret skal behandles i Folketingssalen, er dog endnu ikke meldt ud. tek@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmester: Håndtryk kan skabe konflikter Felter med * skal udfyldes
 
Af: Thomas Riis
professor emeritus, Kiels Universitet (dansk statsborger)
Den 06.09.2018 kl. 15:54

Hvorfor netop håndtryk ?

svar på: Borgmester: Håndtryk kan skabe konflikter

Min far var engang vidne i en retssag i Syrien og aflagde ed på Bibelen (muslimerne på Koranen). Tilsvarende kunne man gøre i Danmark; men det tager ikke hensyn til f.eks. hinduer eller buddhister. Helt neutralt ville det være at lade hver ny statsborger aflægge ed på Grundloven, og det ville også være mere forpligtende end et håndtryk.

Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger