Foto: Gentofte Kommune
Foto: Gentofte Kommune
30.10.2018 kl. 13.56

Vil bygge boliger på grusplads: 16.000 har skrevet under i protest for naturen

Gentofte Kommune vil bygge boliger på en grusplads tæt på Charlottenlund Station. Modstandere frygter at dyre- og planteliv lider overlast og har indsamlet mere end 16.000 underskrifter mod planerne.

Det er ikke kun Københavns Kommune, der har problemer med at få placeret sine boliger uden at skrubtudser og sjældne orkidéer tages i forsvar og udløser enorme protester.

Også i Gentofte Kommune nord for København har der rejst sig en mindre protestbevægelse mod planerne om at bygge boliger i nærheden af Charlottenlund Station. Det skriver TV2 Lorry.

Boligerne skal efter planerne bygges på en grusplads, der er ganske tom for grønt og fuglekvidder. Men gruspladsen ligger lige op ad Forstbotanisk Have, som rummer et rigt plante- og dyreliv. Og det risikerer at tage skade, hvis der bliver bygget så tæt på, mener kritikerne.

Derfor har de indsamlet over 16.000 underskrifter, som de vil aflevere til Gentoftes borgmester, Hans Toft (K).

LÆS OGSÅ Kronik: Styrk kampen mod ghettoisering
FOR ABONNENTER

– Vi håber bare på at få lov til at aflevere dem. Vi har forsøgt at få et møde i stand rigtig mange gange, men det har ikke lykkedes, så nu er vi mødt op her, sagde talskvinde Lea Gram Jacoby til TV2 Lorry inden gårsdagens kommunalbestyrelsesmøde startede.

På trods af de mange protester forstår Hans Toft dog ikke, hvad der er problemet. Og der er i øvrigt brug for boligerne i kommunen, forklarer han.

– Det er vigtigt, fordi vi har 1.600 unge mennesker stående på en venteliste til ungdomsboliger, og vi har folk med boligsocialt behov, som står og venter på at få en almen familiebolig. Dem prioriterer vi, før vi prioriterer loppemarked og at den grusmark skal bare få lov til at blive liggende, som den har gjort i årtier, uden at der er nogen, der har gjort noget ved den, siger Hans Toft til TV2 Lorry.

Gruspladsen skal huse 106 lejligheder, og et flertal på 18 ud af 19 kommunalbestyrelsesmedlemmer støtter planerne.

Gruspladsen bliver brugt til loppemarked i sommerhalvåret, og i vinterhalvåret bliver der solgt juletræer og holdt julemarked på pladsen. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Vil bygge boliger på grusplads: 16.000 har skrevet under i protest for naturen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger