Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
29.10.2018 kl. 12.15

KL: Tåbeligt at betale for tomme psykiatripladser

Over halvdelen af 150 pladser til særligt udsatte psykiatripatienter står tomme. KL og Danske Regioner vil konvertere dem til almindelige sengepladser.

150 pladser til særligt udsatte psykiatripatienter skulle være med til at forebygge vold mod personalet i psykiatrien og skabe bedre rammer for borgerne. Men over halvdelen af pladserne står ifølge KL og Danske Regioner tomme.

Derfor vil KL og Danske Regioner have regeringen til at afsætte penge til at omdanne pladserne til helt almindelige psykiatrisengepladser.

Det siger KL-formand Jacob Bundsgaard (S) og formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) i en pressemeddelelse.

– Både kommuner og regioner er gået helhjertet ind i arbejdet med at få modellen til at virke, men vi må erkende, at det ikke er muligt under de nuværende forudsætninger. Nu er det på tide, at vi sørger for en løsning, der sikrer den fornødne behandling og støtte til de mennesker, der så hårdt har brug for den, og samtidig skaber ordentlige vilkår for medarbejdere og beboere i socialpsykiatrien, siger Jacob Bundsgaard.

LÆS OGSÅ Bliv nu enige
FOR ABONNENTER

Samme holdning har regionsformand Stephanie Lose.

– Vi må erkende, at de nye særlige pladser ikke løser den opgave, de var tiltænkt. Opgaven med at forebygge vold og skabe større sikkerhed for medarbejderne og beboere i socialpsykiatrien er der fortsat, og der er stadig et behov for at skabe mere stabile rammer for behandlingen af gruppen af de mest udsatte borgere. Men når pladserne står tomme, bliver opgaven ikke løst. Derfor må vi ændre konstruktionen, siger hun.

De 150 pladser blev oprettet efter en folketingsbeslutning i 2017 og åbnede tidligere i 2018. Det skete efter blandt andet to forskellige hændelser på psykiatriske bosteder, hvor to ansatte mistede livet.

Afsæt 190 millioner

KL og Danske Regioner foreslår, at regeringen afsætter 190 millioner kroner til at omdanne de særlige pladser og styrke socialpsykiatrien. Ideen er, at sengepladserne bliver hvor de er, men bliver stillet til rådighed for andre patienter i psykiatrien, siger Stephanie Lose.

– Det er uholdbart med så mange tomme pladser i psykiatrien dør om dør med andre sengeafsnit, hvor personalet løber stærkt hver eneste dag for at behandle så mange patienter som muligt. Mulighederne for at rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere til den opgave, som de særlige pladser er sat i verden for at løse, er heller ikke de bedste, når der ingen patienter er, siger Stephanie Lose.

KL og Danske Regioner foreslår desuden, at de kommunale penge, som bliver brugt til at finansiere de særlige pladser, i stedet skal bruges andetsteds. For eksempel i de kommunale socialpsykiatriske tilbud, mener Jacob Bundsgaard.

– Ud over det åbenlyst tåbelige i, at borgerne ikke får gavn af pladserne, når de står tomme hen, så betyder den nuværende model også, at kommunerne betaler rigtig mange penge til ingenting. Det er penge, som vi må tage ud af socialpsykiatrien, hvor vi i høj grad har brug for dem, siger han.

Årsagen til udmeldingen fra KL og Danske Regioner er, at Folketingets partier i øjeblikket forhandler om, hvor en milliard kroner til psykiatrien skal fordeles. jki@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: KL: Tåbeligt at betale for tomme psykiatripladser Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger