Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
24.10.2018 kl. 16.35

Tidligere havnechef dømt for mandatsvig

En tidligere havnechef i Vejle Havn er i dag ved retten i Kolding dømt skyldig i en lang række forhold af mandatsvig.

Den tidligere havnechef i Vejle Havn, der var midtpunkt i en langstrakt sag om misbrug af offentlige midler, er blevet dømt i byretten i Kolding i dag onsdag. Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den tidligere chef for den kommunale selvstyrehavn Vejle Havn er blevet kendt skyldig i 12 af 16 tilfælde af mandatsvig. De 12 forhold af mandatsvig beløber sig til en samlet værdi på 11.686,25 kroner. Mandatsviget koster den tidligere havnechef 40 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år.

Anmeldelsen af den tidligere havnechef stod Vejle Kommune for helt tilbage i oktober 2015. Anmeldelsen kom på baggrund af en revisionsrapport fra PriceWaterhouseCooper, der beskrev, hvordan personer med tilknytning til havnen havde fået betalt gaver, rejser og andet af privat karakter.

Rapporten beskrev, hvordan Vejle Havn havde afholdt udgifter på næsten 600.000 kroner, som kunne karakteriseres som værende af privat karakter.

LÆS OGSÅ Leder frifundet i bestikkelsessag

Blandt udgifterne af privat karakter har Vejle Amts Folkeblad beskrevet, hvordan bestyrelsen og ledelsen i Vejle Havn var på studietur i USA i marts 2015. På vej hjem fra USA købte deltagerne på havnens regning for eksempel en robotbold, man kan styre med sin smartphone, og en legetøjsdrone. Havnechefen var med på samme tur, som han forlængende med et besøg i New York. Her købte han blandt andet en taske til omkring 675 kroner.

Året før var havnechefen og to ansatte på besøg i Rønne Havn. Under besøget på Bornholm købte de tre deltagere på havnens regning for godt 2.300 kroner neglebørster, opvaskebørster, klædebørster, tastaturbørster og en bagepensel.

Blandt de mange rejser, som bestyrelse og ledelse deltog på, var blandt andet en uges studietur i Florida, som kostede 290.000 kroner. I 2016 vurderede revisionsvirksomheden BDO, at rejsens indhold var for meget turistrejse og for lidt studietur. Det betød, at deltagerne var skattepligtige af rejsens værdi.

Bestyrelsen i Vejle Havn består af fem medlemmer. Alle fem medlemmer er udpeget af Vejle Byråd. To af medlemmerne i bestyrelsen er desuden byrådsmedlemmer. Bestyrelsen bliver udskiftet hver fjerde år og følger kommunalvalgsperioden. jki@kl.dk 

LÆS OGSÅ Tidligere kommunalt ansat dømt for underslæb

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Tidligere havnechef dømt for mandatsvig Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger