Foto: Norddjurs Kommune
Foto: Norddjurs Kommune
24.10.2018 kl. 16.40

Chefgruppe bliver slanket: Norddjurs fyrer tre chefer

Norddjurs Kommune siger farvel til tre chefer og nedlægger en ubesat chefstilling.

Som et led i en større organisationsændring fyrer Norddjurs Kommune tre chefer og undlader at genbesætte en fjerde ledig chefstilling. Det skriver Norddjurs Kommunes kommunaldirektør, Christian Bertelsen, i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om økonomichefen, chefen for miljø-og kultursekretariatet og chefen for planlægning og natur i den jyske kommune. Chefernes ansvarsområder skal i stedet varetages af chefer på andre områder.

De tre chefer er endnu ikke afskediget, men onsdag morgen har kommunen holdt møder med de tre chefer om processen for deres afskedigelse.

Kommunaldirektøren har i øvrigt intet at udsætte på de tre chefer, der skal afskediges. Tværtimod.

LÆS OGSÅ Kommunaldirektør forlader posten

– Der skal på vegne af organisationen udtrykkes stor anerkendelse til de pågældende chefer for deres indsats for Norddjurs Kommune, skriver kommunaldirektøren.

Fyringerne af de tre chefer kommer, efter økonomiudvalget i kommunen har bedt kommunaldirektøren om at fremlægge et forslag til en ny organisationsstruktur. Den indebærer ifølge pressemeddelelsen, at ledelsesstrukturen skal være slankere, at der skal være færre forvaltninger og at der skal samarbejdes mere på tværs af forvaltningerne.

Næste skridt i arbejdet med den nye organisationsstruktur bliver at udarbejde en såkaldt procesplan, hvor både ledere og medarbejdere og en ekstern konsulent bliver inddraget. Den proces, regner kommunaldirektøren med, er færdig i foråret 2019. jki@kl.dk 

Emneord
Cheffyringer, Navne

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Chefgruppe bliver slanket: Norddjurs fyrer tre chefer Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger