Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
24.10.2018 kl. 12.14

Akutsygeplejersker og døgnåben vagtelefon skal hjælpe psykisk syge i Herning

Akutsygeplejersker med særlig viden om det psykiatriske område og en døgnbemandet vagttelefon skal forbedre psykisk syges vilkår i Herning Kommune og sikre, at politi og sygehus bliver inddraget mindre.
tekst Sascha Reiffenstein Petersen

Herning Kommune udvider deres særlige team, der hjælper borgere med akutte, fysiske problemer, for eksempel efter at de er blevet udskrevet fra sygehuset. Teamet har eksisteret siden 2014, og som noget nyt udvides det med fire akutsygeplejersker. Samtidig får vagttelefonen, hvor man kan få hjælp til akutte, uoverskuelige, psykiske problemer, døgnåbent.

Fremover vil det heller ikke være et krav, at borgeren i forvejen er "kendt" i det kommunale system.

– I dag er det ofte sådan, at borgere, der akut får det psykisk dårligt, ringer 112. Det kan betyde, at politi og sygehus bliver involveret, måske på et fejlagtigt grundlag, siger Anne Marie Søe Nørgaard (V), der er formand for social- og sundhedsudvalget i Herning Kommune i en pressemeddelelse.

De nye forbedringer vil øge kvaliteten for borgerne, understreger Anne Marie Søe Nørgaard.

LÆS OGSÅ Aftale udmønter 600 millioner til psykiatrien

– Ved at ansætte fire psykiatri-faglige sygeplejersker løfter vi kvaliteten i akutteamet yderligere. Det skulle meget gerne komme borgere, hjemmesygeplejen, det socialfaglige personale og også de praktiserende læger til gavn, siger Anne Marie Søe Nørgaard.

– Samtidig håber vi, at borgerne vil opleve en større sammenhæng i den behandling, vi tilbyder. Det er en kendt sag, at mange personer med en psykisk lidelse ofte også har fysiske problemer. Og fysisk sygdom, der ikke gøres noget ved, kan faktisk forværre de psykiske symptomer hos en psykisk syg. Tingene hænger sammen, og det vil vi bedre kunne tage hånd om i det nye, udvidede akutteam, siger Anne Marie Søe Nørgaard.

Projektet har fået bevilget fire millioner kroner af Sundhedsstyrelsen, og projektet kører frem til slutningen af 2020, som et samarbejde mellem Sundhed & Ældre og Handicap & Psykiatri i Herning Kommune. sarp@kl.dk

Emneord
Sundhed, Psykiatri

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Akutsygeplejersker og døgnåben vagtelefon skal hjælpe psykisk syge i Herning Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger