Colourbox
Colourbox
23.10.2018 kl. 11.52

Screening af boligsøgende skal få boligområde til at undgå ghettolisten

Byrådet i Helsingør Kommune har netop vedtaget, at boligsøgende i et problemtungt område skal screenes og derefter afvises, hvis de har modtaget offentlige ydelser det seneste halve år. Det skal give en mere forskelligartet beboergruppe.
tekst Sascha Reiffenstein Petersen

Hvis man er boligsøgende og inden for det seneste halve år har modtaget offentlige ydelser, som for eksempel integrationsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, førtidspension, dagpenge eller sygedagpenge, kan man ikke få tilbudt en lejlighed i boligområdet Nøjsomhed i Helsingør. 

Det har Helsingør Kommune besluttet på et økonomiudvalgsmøde, hvor syv ud af otte partier sidder. De Konservative, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, SF, De Radikale og Venstre blev altså enige om, at boligselskabet skal afvise boligsøgende, der falder inden for ovenstående. Det skriver Helsingør Dagblad. 

Lokaldemokraterne, der er det ottende parti i byrådet, er ikke en del af økonomiudvalget. Men partileder Jan Ryberg er også positiv over for, at der opstilles kriterier for kommende beboere. Ifølge Helsingør Dagblad stemmer Enhedslisten dog kun nødtvunget for screeningen.

Ved at indføre såkaldt kombineret udlejning via en screening kan Helsingør Kommune sørge for, at fremtidige beboere kommer fra andre samfundsgrupper end mange af dem, der allerede bor i området, og dermed måske undgå ghettolisten. 

LÆS OGSÅ Nødråb fra boligselskaber: Suspender ghettokrav under corona

Embedsmændene i Helsingør Kommune regner nemlig med, at Nøjsomhed kommer på statens liste over ghetto-områder til december, når den nye liste bliver opgjort, fordi området som samlet boligområde lever op til alle fem kriterier. 

Helsingørs fungerende borgmester, Henrik Møller (S), er tilfreds med den politiske opbakning til screeningen, og han håber, at det kan være med til at løse problemerne i boligområdet, fortæller han til Helsingør Dagblad. Han mener også, at det er muligt for kommunen at skaffe boliger til dem, der bliver afvist på Nøjsomhed.  

– Det skal vi diskutere med boligselskabet. Det er klart, at vi skal sikre, at der er boligtilbud til de borgere, som ikke får lov til at flytte ind på Nordvej og Sydvej. De skal ikke være henvist til gaden og overladt til sig selv, siger Henrik Møller til samme avis. sarp@kl.dk

 

LÆS OGSÅ Aftale på plads: Gellerup skal rive 600 boliger ned

De fem kriterier for et ghettoområde: 

  • Andelen af 18-64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 procent. (gennemsnit for de seneste 2 år)
  • Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent.
  • Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 procent af beboere på 18 år og derover (gennemsnit for de seneste 2 år).
  • Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (inkl. uoplyst uddannelse), overstiger 50 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
  • Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen. 

Kilde: Trafik-, Bolig- og Byggestyrelsen 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Screening af boligsøgende skal få boligområde til at undgå ghettolisten Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger