Foto: Læsø Kommune
Foto: Læsø Kommune
12.10.2018 kl. 09.20

Ny kommunaldirektør på Læsø

En enstemmig kommunalbestyrelse godkendte på sit møde mandag aften en ansættelse af Peter Pietras som ny kommunaldirektør i Læsø Kommune.
tekst Tom Ekeroth

Han tiltræder jobbet i starten af det nye år og overtager posten efter den nuværende kommunaldirektør Jørgen Vestby Christiansen.

– Jeg er utroligt glad for, at vi i fællesskab nu har udpeget en ny kommunaldirektør. Jeg og mine kolleger i kommunalbestyrelsen glæder os til et godt samarbejde med vores nye direktør. Vi er enige om, at Peter Pietras har de rette kompetencer til at sikre det samarbejde og den motivation, der gør at Læsø fortsat kan udvikle sig til glæde for både borgere, ansatte og politikere, siger borgmester Karsten Nielsen (DF).

Den nye kommunaldirektør, der blev valgt ud af et kompetent felt på knap 30 ansøgere, har gode forudsætninger for at varetage stillingen som kommunaldirektør i en kommune, der lige nu oplever at være udfordret på økonomien. Peter Pietras har nemlig tidligere været ansat i både Finansministeriet og Erhvervsministeriet i cirka 10 år som kontorchef i forskellige styrelser. Han har også været Universitetsdirektør på Copenhagen Business School og adm. dir. i Odense Kommune for både Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Børn- og Ungeforvaltningen. Han har ikke været bange for at påtage sig vanskelige opgaver. I Odense blev han eksempelvis ansat til at reducere udgifterne på det voksensociale område med over 25 procent, hvilket lykkedes samtidig med at antallet af hjemløse blev reduceret markant. Over samme fireårige periode blev han flere gange genvalgt som formand for socialdirektørerne i Region Syddanmark.

Han har for en del år siden også prøvet at være i modvind. Efter en vanskelig pressesag tilbage i 2015 måtte han holde for og forlade Odense Kommune, for at tiltræde en stilling i Rambøll som Chefkonsulent for offentlig modernisering og digitalisering. I Rambøll har han frem til i dag udført større konsulentopgaver for blandt andre KL, Dansk Politi, Børne- og Socialministeriet samt Finansministeriet i Danmark og Sverige.

LÆS OGSÅ Albertslund ansætter ny chef for Økonomi & Stab

– Jeg er rigtig glad for, at byrådet har ønsket at ansætte mig i kommunen. Det er et meget stort privilegium for mig, at få chancen for at blive en del af Læsø. Jeg vil gerne takke for den gode modtagelse og al den venlighed, jeg har oplevet, når jeg har bevæget mig rundt for at se Læsø. Jeg er meget ydmyg overfor opgaven og føler et stort ansvar for at være med til at tage godt vare på læsøborgernes kommune fremover, siger Peter Pietras

Peter Pietras kommer fra havnebyen Korsør. Han er gift på 28. år og har sammen med sin hustru fire børn. Han dyrker naturen og elsker at løbe, cykle og svømme. Han er rigtig glad for jazz og for at deltage i sociale begivenheder. Han kan godt lide og læse, hvilket han har været flittig til. Således at han i dag blandt andet er Ph.d. i erhvervsøkonomi, MBA i strategi samt Master i Organisationspsykologi. tek@kl.dk 

Emneord
Navne, Ledelse

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ny kommunaldirektør på Læsø Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger