Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
12.10.2018 kl. 11.41

Aarhus Kommune stopper samarbejdet med institution for anbragte børn

Socialforvaltningen i Aarhus Kommune har besluttet at ophøre med at anbringe børn på institutionen Dalgaarden. Forvaltningen har i en periode forsøgt at hjælpe institutionen med at rette op på en række problemer.
tekst Tom Ekeroth

Socialforvaltningen i Aarhus Kommune har besluttet at ophøre med at anbringe børn på institutionen Dalgaarden. Det betyder også, at de børn, som Aarhus Kommune i dag har anbragt på Dalgaarden, fremover skal have tilbudt et andet sted at bo. Dalgaardens bestyrelse, medarbejdere og forældre er blevet informeret.

Beslutningen kommer, efter at Socialforvaltningen igennem en periode har ydet økonomisk og administrativ støtte til Dalgaarden i et forsøg på at hjælpe institutionen med at rette op på faglige og administrative problemer.

Støtten var en del af den samarbejdsaftale, som Aarhus Kommune ved årsskiftet indgik med Dalgaarden, efter at forvaltningen blev bekendt med en kritisk rapport fra Socialtilsynet om forholdene på stedet. Samarbejdsaftalen indebar blandt andet, at Aarhus Kommune rykkede tæt på institutionen og tilførte ressourcer, faglig støtte og udlånte ledere med det formål at sikre gode og forsvarlige rammer om børnene på stedet, imens Dalgaardens bestyrelse udarbejdede en plan for en faglig og økonomisk genopretning af institutionen.

Ifølge aftalen skulle støtten hjælpe Dalgaarden indtil udgangen af 2018, hvor problemer skulle være løst. Dalgaardens bestyrelse meddelte før sommerferien imidlertid forvaltningen, at problemerne var for store, og at der var brug for mere tid. Forvaltningen åbnede da en mulighed for at bevare støtten til september 2019, dog under forudsætning af at der senest i september kunne foreligge en tillidsvækkende plan for genopretningen.

LÆS OGSÅ Flere børn tvangsfjernes

Efter aftale fremsendte Dalgaardens bestyrelse i uge 40 deres plan for, hvordan institutionen igen kunne klare sig uden økonomisk, faglig og administrativ støtte fra Aarhus Kommune. Socialforvaltningen har imidlertid vurderet, at planens forudsætninger ikke er realistiske.

Dermed har Socialforvaltningen mistet tilliden til, at Dalgaarden inden for en acceptabel periode kan genvinde den faglige og økonomiske bæredygtighed, der er nødvendig for igen at tage sig forsvarligt af målgruppen uden støtte fra Aarhus Kommune.

Socialchef Lotte Henriksens kommentar til forvaltningens beslutning lyder:

– Det giver sig selv, at der er tale om en meget alvorlig beslutning, som vil få stor betydning for børnene på stedet, såvel som forældre og medarbejdere. Derfor er det også en beslutning, som vi helst havde været foruden, hvilket er årsagen til, at vi er gået så langt i samarbejdet om at genoprette økonomien og det faglige niveau, som vi er i denne sag, siger Lotte Henriksen.

LÆS OGSÅ Syv ud af ti plejebørn modtager støtte

Socialchefen fortæller også, at forudsætningen for Forvaltningens støtte til Dalgaarden har hele tiden været, at Dalgaarden kunne gennemføre en faglig og økonomisk omstilling, så den igen kunne klare sig uden hjælp:

– Desværre må vi erkende, at det ikke længere ser ud til at være realistisk, og derfor ser vi os nu nødsaget til at trække vores støtte tilbage og i stedet arbejde videre med at finde andre løsninger for de børn, vi har placeret på Dalgaarden i dag. Vores fokus er på at sikre, at børnene får så god en overgang som overhovedet mulig, og vi vil samtidig tage hånd om de medarbejdere, der kan komme til at miste deres arbejde, siger Lotte Henriksen. tek@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Aarhus Kommune stopper samarbejdet med institution for anbragte børn Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger