Screendump, Statsministeriet
Screendump, Statsministeriet
05.10.2018 kl. 10.42

Regeringen og København indgår aftale: Vil anlægge ny ø

Staten og Københavns Kommune har indgået aftale, der vil sikre boliger til 35.000 mennesker. Der skal anlægges en helt ny ø og en havnetunnel uden om København.

Rådhuset og Slotsholmen har haft det helt lange lys på og præsenterer i dag en aftale, der skal sikre boliger til 35.000 nye københavnere, en havnetunnel og en ny metrolinje.

Den nye ø, som skal hedde Lynetteholmen, er først fuldt udbygget i 2070, og selve byggeriet af boliger på den nye ø starter først i 2035.

Det fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), overborgmester Frank Jensen (S), transportminister Ole Birk Olesen (LA) og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) på et pressemøde i Statsministeriet.

– Vi tager hånd om fremtidens Danmark for den næste generation. Det er en langsigtet plan, der kan nemt gå 50 år, før projektet er færdigt. Men vi er enige om retningen. Boliger til 35.000 mennesker, lige så mange arbejdspladser og klimasikring af København, siger Lars Løkke Rasmussen.

LÆS OGSÅ Alverdens borgmestre indgår Global Green New Deal

Aftalen er indgået i samarbejde med Københavns overborgmester Frank Jensen, der også var fuld af lovord for den langsigtede plan.

– Jeg er utrolig glad for at stå her i dag og præsentere en fælles vision for en ny og bæredygtig bydel i København. Det er for mig en stor milepæl i arbejdet med at sikre en by med gode levevilkår og plads til alle. Lynetteholmen kan løse en lang række udfordringer i København. Vi er en by i vækst. Vi er verdenskendt for grønne løsninger. Rigtig mange vil bo og arbejde i København. Det er dejligt. Men det udfordrer os at skabe plads til de mange nye borgere. Derfor er der behov for at fremtidssikre byen. Holde boligpriserne nede, bygge metro og sikre bedre fremkommelighed. Lynetteholmen vil på elegant vis sikre det hele, siger Frank Jensen.

Øen skal ligge i nordlig forlængelse af Refshaleøen i Københavns Havn og Øresund. Den skal laves af overskudsjord fra andre byggerier, som man hælder i vandet, ligesom man tidligere har gjort med Nordhavn, dele af Amager og Christianshavn.

Gigantprojektet skal koste omkring 20 milliarder kroner, fortæller Lars Løkke Rasmussen, men det vil være selvfinansierende, forklarer de tre ministre og overborgmesteren. Den første udgift er til at banke jernplader ned i vandet, så man kan fylde jord ned. Men jorden modtager man penge for at aftage fra byggerier, og det skal derfor kunne hvile i sig selv. Finansieringen til en ny metrolinje og en havnetunnel øst om København kommer fra salg af byggegrunde på den nye ø. jki@kl.dk

LÆS OGSÅ Klimarapport: Fem danske byer i verdenseliten

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Regeringen og København indgår aftale: Vil anlægge ny ø Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger