Det bliver den 53-årige Morten Koppelhus, der skal være ny kulturchef i Aalborg Kommune. Han kommer fra en stilling som kultur- og fritidschef i Herning Kommune, og tidligere har han haft lederstillinger i forskellige kulturinstitutioner.
– Vi er meget glade for at kunne byde velkommen til Morten Koppelhus. Jeg er overbevist om, at vi får en meget kompetent kulturchef, der både har dyb faglig og erfaringsmæssig indsigt i kulturområdet samt stor ledererfaring og lysten til at udvikle, siger Mads Duedahl (V), rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen.
Morten Koppelhus har tidligere været chef for blandt andet spillestedet Fermaten i Herning, Musikteatret i Vejle og kulturhuset Toldkammeret i Helsingør.
I Aalborg skal han arbejde med et område, der ifølge en analyse betyder meget for indbyggerne, forklarer rådmand Mads Duedahl.
LÆS OGSÅ
Borgmesterjubel over Tour-start i Danmark
– Aalborgenserne er generelt rigtigt glade for kulturlivet, mens vi har en opgave med at gøre Aalborg tydeligere kulturmæssigt på nationalt og internationalt niveau. Vi skal i 2019 have udstukket en ny retning for vores kulturpolitik, og det bliver noget af det første, Morten Koppelhus skal stå i spidsen for. Jeg er sikker på, at han kan være med til at forløse det store potentiale, der ligger i blandt andet samarbejdet med kommunens selvejende kulturinstitutioner og ikke mindst udviklingen af Aalborg Bibliotekerne og Aalborg Stadsarkiv, siger Mads Duedahl.
I sit nye job skal Morten Koppelhus starte med at gå på opdagelse i kulturlivet i Nordjyllands Venedig.
– Jeg glæder mig til at lytte, se og gå på opdagelse i Aalborgs kulturliv. Mit indtryk er, at der i øjeblikket er knald på Aalborg. Aalborg står midt i en super spændende transformation, hvor kulturen er et bærende element. Det drager mig. Aalborg har mange kulturelle kræfter og et kæmpe potentiale – det glæder jeg mig til at hoppe ind i, siger Morten Koppelhus.
Han tiltræder i stillingen den 1. november. jki@kl.dk
LÆS OGSÅ
Medie om Tour de France i Danmark: Disse kommuner bliver start- og målbyer