Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
04.10.2018 kl. 11.17

Ministerium stikker kæp i hjulet på nye bycykelregler

København får ikke umiddelbart lov til at favorisere byens eget bycykelprojekt frem for private initiativer. I et opsigtsvækkende brev advarer ministerium mod planer, der nu er sparket til hjørne.

I mandags skulle Københavns Kommune teknik- og miljøudvalg have vedtaget et sæt skrappe regler, der ville begrænse private bycykelvirksomheders adgang til byen voldsomt. Men efter en henvendelse fra transportministeriet er planerne sparket til hjørne.

Teknik- og miljøudvalget skulle have taget stilling til et regelsæt, der ville forbyde bycykler i middelalderbyen, altså Københavns indre by, på store stationer, strøggader og centrale pladser. Reglerne skulle sikre, at københavnernes egne cykler og kommunens eget bycykelprojekt ikke blev generet af private initiativer.

Desuden skulle private bycykelvirksomheder søge om etårige tilladelser til at drive cykeludlejning på samme måde, som københavnerne kender det fra de hvide, kommunale bycykler og private virksomheders bycykler som Donkey Republic.

De private bycykelvirksomheder ville desuden for egen regning skulle fjerne bycykler, der forvildede sig ind i de forbudte områder.

LÆS OGSÅ Samordnet varedistribution kan være en del af klimasvaret
FOR ABONNENTER

Umuliggør konkurrence

Men den går ikke, mener Transportministeriet. For det ville de facto umuliggøre private virksomheders indtog på bycykelmarkedet. Det skriver ministeriet i et brev til teknik- og miljøforvaltningen. Brevet indeholder en række kritikpunkter af københavnerplanerne.

Ministeriet har for eksempel svært ved at forstå, at det i en by med 675.000 cykler ville være problematisk at finde plads til 800 private bycykler.

– På den baggrund har ministeriet vanskeligt ved at forstå, at den nye type udlejningscykel skulle udgøre nogen væsentlig ændring i forhold til den samlede cykelparkering ved for eksempel stationer. Det synes derimod at indikere, at der i det hele taget ikke er nok cykelparkering i forhold til antallet af cykler i København, skriver ministeriet.

Ministeriet skriver desuden, at de nye regler ligner en forhindring for konkurrence på området for bycykeludlejning.

LÆS OGSÅ Elbiler: Frederiksberg nærmer sig fuld dækning med ladestandere

– Et sådant forbud vil indebære, at en tilladelse reelt ikke vil være anvendelig for udlejningsvirksomheden, da udlejning af cykler til særligt pendlere sker ved stationer. Det må derfor have formodningen for sig, at pendlere vil fravælge ordningen, hvis ikke udlejningscyklen står ved en station. Når dette sammenholdes med, at den hvide bycykel, som blandt andet er finansieret af Københavns Kommune, holder ved diverse stationer i København, så kan ministeriet ikke andet end at opfatte det således, at man reelt vil tilgodese en markedsaktør frem for en anden, skriver ministeriet, som sætter trumf på ved at skrive, at kommunens planer næppe overholder loven.

– Det er den umiddelbare vurdering, at de foreslåede retningslinjer ikke er i overensstemmelse med vejlovens regler, og samtidig også kan være i strid med almindelige forvaltningsretlige principper.

Efter ministeriets henvendelse blev punktet taget af dagsordenen, mens kommunen overvejer næste skridt. jki@kl.dk 

Emneord
Bycykler, Transport

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ministerium stikker kæp i hjulet på nye bycykelregler Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger