Projekt Langtidsrask afhjælper sygefravær. Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune
Projekt Langtidsrask afhjælper sygefravær. Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune
27.10.2018 kl. 12.15

Socialrådgivere og fysioterapeuter på arbejdspladsen skal forebygge sygefravær

Ringkøbing-Skjern Kommune forebygger sygefravær hos offentlige og private virksomheder ved at give dem direkte adgang til vejledning i den kommunale forvaltning, i den offentlige sygesikring og i private sundhedsforsikringer.

I Ringkøbing-Skjern Kommune kan medarbejdere med fysiske, psykiske eller sociale udfordringer få adgang til hjælp på arbejdspladsen, når socialrådgiver Christina van Diemen og fysioterapeut Marianne Nørremark fra Beskæftigelse i Ringkøbing-Skjern Kommune kommer på besøg. De kan også ringe og sende e-mails på de dage, hvor de ikke er der.

Det er et tilbud til udvalgte offentlige og private virksomheder, som kommunen har kørt siden februar 2018. Projektet hedder Langtidsrask og skal sikre, at både medarbejdere, tillidsrepræsentanter og arbejdsgivere nemt kan få hjælp til at forebygge sygefravær eller forkorte en sygemeldingsperiode.

– Det kan også være tillidsrepræsentanter, der henvender sig til Projekt Langtidsrask med spørgsmål om lovgivning eller mulighed for hjælp til kolleger med helbredsmæssige eller sociale problemer, fortæller Christina van Diemen i en pressemeddelelse.

På tværs af kommunegrænser

Selvom det er Ringkøbing-Skjern Kommune, der står bag projektet, så hjælper Christina van Diemen og Marianne Nørremark alle virksomhedens ansatte, uanset hvilken kommune de bor i, og der bliver sørget for et samarbejde kommunerne imellem.

LÆS OGSÅ Danmark skal i top med idræt

Erfaringerne fra projektets første tid viser, at behovet for hjælp ofte handler om sociale udfordringer i familielivet, som for eksempel parforhold, sammenbragte familier og hjælp til børn med handicap, fortæller Christina van Diemen.

Det viser sig også, at mange medarbejdere går på arbejde med smerter og psykiske problemer, og projekt Langtidsrasks anbefalinger har blandt andet været kontakt til egen læge, kontakt til det kommunale sundhedscenter eller at tilpasse fysisk træning. sarp@kl.dk

Projekt Langtidsrask

Projekt Langtidsrask er et samarbejde mellem Beskæftigelse og Sundhedscenter Vest i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Projektet udvides løbende, men foreløbig deltager Vestas i Ringkøbing og Lem, Arla Danmark Protein, GPV i Tarm, samt de fire områder indenfor kommunens Sundheds- og Omsorgsafdeling Holmbohjemmet, Skjern Hjemmepleje, Rosenlunden og Centerparken.

Kilde: Ringkøbing-Skjern Kommune

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Socialrådgivere og fysioterapeuter på arbejdspladsen skal forebygge sygefravær Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger