Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
27.10.2018 kl. 09.45

Flere kommuner efterspørger domsmænd med anden etnisk baggrund

Kommuner landet over har svært ved at sammensætte deres lister over nævninge og domsmænd, så de afspejler befolkningens sammensætning. Især mangler der borgere med anden etnisk baggrund end dansk.

Kommuner over hele landet har svært ved at skaffe domsmænd med anden etnisk baggrund end dansk. I sidste uge var det Brøndby Kommune, der fortalte, hvordan man med videoer på Facebook og Instagram, annoncer, plakater og postkort forsøger at fylde grundlisterne op, så de afspejler befolkningens sammensætning. Og nu melder en rækker andre kommuner sig med samme udfordring.

Helsingør Kommune er en af de kommuner, hvor man har svært ved at finde domsmænd og nævninge til retssager, der repræsenterer kommunen i forhold til køn, alder og etnicitet. Det skriver Berlingske. Det er især to grupper, der mangler, og derfor kan man læse på kommunens hjemmeside, at de specifikt opfordrer de grupper til at søge.

"Er du under 40 år og/eller med en anden etnisk baggrund end dansk, opfordrer vi dig specielt til at søge," hedder det.

Svendborg, Vesthimmerland og Frederikssund Kommune er også på jagt efter domsmænd med anden etnisk baggrund end dansk, og på deres hjemmesider opfordrer de også målgruppen til at søge.

LÆS OGSÅ Unge med anden etnisk baggrund savnes som lægdommere

Sammensætningen af domsmænd er primært et politisk spørgsmål, ifølge Landsdommer og formand for Dommerforeningen Mikael Sjöberg.

– Det er et politisk ønske, at befolkningen skal være så bredt repræsenteret som muligt. Men når dommeren sidder med sagen, skulle det meget nødigt have indflydelse på voteringen i den konkrete sag. Vi dømmer jo ikke efter etnicitet, køn og alder. Vi tager en helt uvildig tilgang til sagen, siger Mikael Sjöberg til Berlingske. sarp@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Flere kommuner efterspørger domsmænd med anden etnisk baggrund Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger