Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
26.11.2018 kl. 09.55

Læsøs borgmester er optimistisk trods ulovligt budget

Der mangler ni millioner kroner i næste års budget, og øen har allerede fået national hjælp. Borgmesteren håber på, at en kommende udligningsreform og Unescos verdensarvsliste kan redde dem.

De ni kommunalpolitikere på Læsø har kigget budgettet igennem og ledt efter områder, der kan spares på. Men de har ikke fundet nogle steder, hvor pengene kunne undværes, og i stedet går de ind i 2019 med et ulovligt budget og et underskud på ni millioner kroner. 

På grund af underskuddet skal kommunen hente penge i kassebeholdningen for at få næste års drift til at fungere, og det må en kommune ikke, ifølge reglerne.

– Vi har kigget hele vejen rundt for at finde noget at spare på, men på en lille ø er der ikke så mange muligheder. Vi har jo kun én skole, ét plejehjem og én børnehave, og ingen af de institutioner ønsker vi at spare på, siger Læsøs borgmester, Karsten Nielsen (DF) til Jyllands-Posten.

Kommunalbestyrelsen på Læsø havde dog håbet på mere økonomisk hjælp fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, da kommunen på forhånd havde fortalt om deres udfordringer og de ulovlige forhold.

LÆS OGSÅ Forvaltning slår alarm: Likviditeten er presset

Oprindeligt havde Læsø et underskud på 14 millioner kroner. Det havde kommunen håbet på at få dækket af ministeriet, der dog kun gav kommunen fem millioner kroner fra puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner. 

Karsten Nielsen afviser samtidig over for Jyllands-Posten, at Læsø vil hæve kommuneskatten, der ligger på 26,5 procent i år, hvilket er over landsgennemsnittet. En stigning vil ifølge borgmesteren ikke hænge sammen med, at man ønsker flere beboere på Læsø end de 1.820 borgere, der i forvejen bor på øen.

Borgmesteren er optimistisk omkring kommunens økonomiske fremtid. Han ser frem til den formentlig kommende udligningsreform i næste valgperiode. Samtidig har Læsø søgt om optagelse på Unescos verdensarvsliste på grund af deres tangtage og saltsyderier, der prægede Læsø før i tiden. Karsten Nielsen håber også, at det vil have en positiv effekt på økonomien. sarp@kl.dk 

Emneord
Budget, Byråd, Økonomi

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Læsøs borgmester er optimistisk trods ulovligt budget Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger