Foto: Thomas Kokholm
Foto: Thomas Kokholm
22.11.2018 kl. 16.00

Vejle ser mulighed for dispensation i den nye ghettoplan

Fremover må der højst være 40 procent almene familieboliger i de hårdeste ghettoområder. Det er kravet i den nye ghettoplan, som et stort flertal i Folketinget har vedtaget. Det kan medføre krav om nedrivning af nyrenoverede boliger for milliarder. Men Vejle ser muligheder for dispensation for reglerne.

Den omstridte lovforslag om ghettoer blev vedtaget i dag. Et af de kritiserede punkter i det nye lovkrav er, at der højest må være 40 procent almene familieboliger i de områder, der er på listen over de hårde ghettoer. Kritikerne mener, at de sociale problemer flytter andre steder hen.

En af kritikkerne af ghettoplanen er Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

– Hvordan kan det være en hjælpende hånd, at boligerne enten skal sælges fra eller rives ned? Der er mennesker i det her land, der ikke bare kan gå ud og købe sig en ejerlejlighed, siger hun til Ritzau.

Lovforslaget blev stemt igennem af regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF.

LÆS OGSÅ Ghettoplan vil betyde nedrivning af gode boliger for milliarder

Kritiske røster

Op til vedtagelsen har blandt andre direktøren i Danmarks Almene Boligforeninger (BL), Bent Madsen, kritiseret konsekvenserne af ghettoplanen. På baggrund af en analyse, BL havde lavet, kritiserede direktøren, at 40 procent reglen kan ramme almene boligområder i provinsen på ghettolisten hårdt. Bent Madsen påpeger, at det er svært at lave de almene familieboliger om til ungdomsboliger, for behovet er der ikke, og private investorer er ikke interesserede i at gå ind i områderne. Dermed peger pilen på nedrivning af hundredvis af lejligheder, der i mange tilfælde er nyrenoverede.

Det gælder en række mindre kendte boligområder på ghettolisten i Holbæk, Slagelse, Esbjerg, Fredericia, Kolding, Vejle og Horsens, selvom boligerne i de områder er blevet renoveret for milliardbeløb de seneste år.

Et eksempel er Finlandsparken i Vejle, der blev nævnt som et eksempel i en artikel i Kristeligt Dagblad mandag i denne uge. Finlandsparken har renoveret for omkring 433 millioner kroner de seneste 12 år.

– I yderste konsekvens risikerer vi at skulle sælge eller nedrive 317 nyrenoverede boliger med omkring 970 beboere. Det er fuldstændig ude i hampen, og vi kan slet ikke finde nye boliger til 970 mennesker, sagde formanden for Arbejderbevægelsens Andelsboligforening i Vejle, Helge Andersen, til Kristeligt Dagblad.

LÆS OGSÅ Fond skyder penge i ghettoplaner

Mulighed for lokal dispensation

Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V) er nu fortrøstningsfuld, fordi der i loven er indført en mulighed for at søge om dispensation for 40 procents kravet.

– Jeg er positiv overfor loven i den forstand, at man har været lydhør overfor, at man kan lave nogle mere lokalt tilpassede løsninger end den der one-size-fits-all-løsning, der var lagt op til fra start af. Vi har nogle andre udfordringer i vores ghettoområde, end de der hårde områder, man hører om. Vi har jo ikke nogen steder, hvor jeg ikke kan færdes trygt om aftenen. De individuelle løsninger er godt for os og Finlandsparken, siger Vejles borgmester.

Som loven ser ud nu, regner borgmesteren ikke med, at nedrivning bliver nødvendig i Finlandsparken.

 – Med den lov, der er vedtaget, så tror jeg ikke, det kommer på tale at rive boliger ned. Det kan vi først vide os sikre på, når vi har siddet sammen – kommune og boligforening – og lavet en plan for at komme videre. Der er en række løsningsforslag, som vi vil diskutere med boligselskabet. Så jeg tror og håber på, at vi ikke kommer til at rive ned i Finlandsparken, siger Jens Ejner Christensen.

Kommunen og boligforeningen skal nu se på mulighederne sammen.

– Vi skal se på de fysiske rammer omkring området, og vi skal se på fortætning. Altså, kan vi bygge nye private boliger ind i området? Vi skal også se på, om vi med rotation kan få en anden type borgere til at flytte ind. Der er en del redskaber, vi med loven i hånden kan tage i anvendelse, siger borgmester Jens Ejner Christensen. tkn@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Vejle ser mulighed for dispensation i den nye ghettoplan Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger