Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Københavns overborgmester Frank Jensen (S) holdt hemmelige møder om de overordnede rammer for anlæggelsen af en ny ø i Øresund.
Det kom frem under mødet i Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus i dag torsdag, hvor et flertal af Borgerrepræsentationens medlemmer stemte for at godkende principaftalen om Lynetteholmen, som Frank Jensen har indgået med regeringen.
Flere medlemmer bad om en forklaring på, hvorfor de københavnske politikere og borgere ikke blev involveret i drøftelserne om Lynetteholmen, før principaftalen var forhandlet på plads.