Foto: Rudersdal Kommune
Foto: Rudersdal Kommune
15.11.2018 kl. 08.30

Byrådspolitiker tiltales for svindel

Rudersdals 2. viceborgmester anklages for momssvindel. Sagen kan koste ham jobbet som byrådspolitiker.
tekst Rudi Holm

En af Rudersdals toppolitikere, 2. viceborgmester Kenneth Birkholm (K), risikerer fængselsstraf i en sag, hvor han er blevet tiltalt for momssvindel af særligt grov karakter.

Byrådsmedlemmet, der ud over viceborgmesterposten også er medlem af økonomiudvalget og formand for social- og sundhedsudvalget, har ifølge tiltalen begået momssvindel for 651.190 kroner i perioden december 2011 til juli 2013. Det skriver BT, der har fået aktindsigt i anklageskriftet.

Kenneth Birkholm er direktør og enepartshaver af et anpartsselskab, og ifølge anklagen fortsatte han driften af sin virksomhed, selv om Skat havde afvist at momsregistrere den. Den mulighed har Skat, hvis der er en formodning om, at der ikke kan stilles den fornødne sikkerhed for momsbeløbene.

Ifølge anklagemyndigheden udstedte lokalpolitikeren fakturaer med moms, selv om anpartsselskabet var blevet nægtet momsregistrering. Anklagemyndigheden kræver Kenneth Birkholm straffet med fængsel, og desuden vil politikeren blive afkrævet en tillægsbøde svarende til det unddragne beløb, hvis han kendes skyldig i sagen.

LÆS OGSÅ Kommunalpolitiker tiltalt for vold mod sine børn

50-årige Kenneth Birkholm har været medlem af kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune for De Konservative siden januar 2014.

- Jeg skal først have møde med min advokat i næste uge, men som udgangspunkt føler jeg ikke, at jeg er skyldig. Hvis jeg ender med at blive fundet skyldig og modtager en frihedsstraf, så vil jeg trække mig fra kommunalbestyrelsen lige med det samme, siger han til BT.

Efter planen skal sagen mod Kenneth Birkholm behandles som en domsmandssag ved Retten i Lyngby 22. november. ruh@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Byrådspolitiker tiltales for svindel Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger