Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
14.11.2018 kl. 09.20

Politisk flertal imod tracking på offentlige hjemmesider

Stort flertal af partiernes it-ordførere vil forhindre, at offentlige hjemmesider bruger tredjepartscookies, så eksempelvis Google og Facebook kan få informationer om de besøgende på kommunernes hjemmesider.
tekst Rudi Holm

Brugen af såkaldte tredjepartscookies, der tracker informationer om borgerne på internettet, kan snart være fortid på alle offentlige hjemmesider.

Ifølge en rundspørge, som Prosabladet har foretaget, bakker et stort flertal af Folketingets it-ordførere op om at indføre skrappere regler, der kan forhindre videregivelse af informationer til eksempelvis Facebook og Google, når borgerne benytter en hjemmeside, der tilhører en kommune eller en anden offentlig myndighed.

Ordførerne fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF, Liberal Alliance, Alternativet og Enhedslisten ønsker at sætte en stopper for de omdiskuterede tredjepartscookies, mens Venstre og De Radikale først vil have sagen undersøgt nærmere.

Christina Egelund (LA) understreger, at det offentlige i særlig høj grad har en privilegeret adgang til meget private data om borgerne, og at det indebærer et særligt ansvar. I den sammenhæng hører tredjepartscookies ingen steder hjemme, mener hun.

LÆS OGSÅ Aldersstyrke skal banke Facebook
FOR ABONNENTER

– Det bør det offentlige afstå fra, siger Christina Egelund til Prosabladet.

Alternativets it-ordfører, René Gade, forlanger fuldstændig åbenhed om det offentliges brug af borgernes data og ikke mindst, hvem data deles med.

– Vi skal selv kunne sige til og fra, så vi får ret til egne data. Alene derfor er det problematisk, hvis vi gennem brugen af offentlige services bliver tracket og profileret uden at vide det, siger René Gade. 

Aktiv stillingtagen

Dansk Folkepartis it-ordfører Jan Rytkjær Callesen tager også afstand fra brug af tredjepartscookies på offentlige hjemmesider: 

LÆS OGSÅ Spørg bare Emma og Betty
FOR ABONNENTER

– Det er ikke i orden, at det offentlige bruger cookies fra tredjepart, medmindre personerne har givet tilladelse til det.

Samme melding kommer fra Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Eva Flyvholm (EL), mens Venstres Torsten Schack Pedersen understreger, at han ikke er tilhænger af rigide regler:

– Men jeg forventer, at der ligger en aktiv stillingtagen bag, hvis en offentlig myndighed gør brug af eksempelvis cookies, siger han.

Aarhus Kommune er en af de kommuner, der har valgt, at deres hjemmeside skal være fuldstændig renset for alle typer af trackere og cookies.Tidligere havde kommunen indlejret både Google Maps og Youtube-videoer og brugte Facebook-plugins uden at vide, hvad der blev indsamlet om borgernes færden på siden.

Kritikere frygter, at Facebook og Google registrerer, at den enkelte borger har søgt efter information om eksempelvis sygdom, misbrugsbehandling eller førtidspension, hvilket i værste fald kan få indflydelse på personens mulighed for at købe forsikringer og andre ydelser. 

På den baggrund vil Karin Gaardsted (S) have den skjulte overvågning af borgernes færden på offentlige hjemmesider undersøgt til bunds:

– Jeg mener faktisk ikke, det er i orden. Det er en sag, vi bør sætte os ind i og have kigget på politisk, siger hun. ruh@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Politisk flertal imod tracking på offentlige hjemmesider Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger