Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
09.11.2018 kl. 09.09

Forældre taler for lidt med deres børn om ulovlig billeddeling

Forældre forstår ikke og interesserer sig ikke nok for, hvad deres børn kommunikerer om på de sociale medier. Det viser en undersøgelse af unges forhold til cyberkriminalitet i Odense Kommune.
tekst Tom Ekeroth

En større undersøgelse af unge og cybercrime i Odense Kommune, hvor de 16-24-årige blandt andet er blevet spurgt om deres vaner og holdninger til at kommunikere på sociale medier, viser, at forældre taler alt for lidt med deres børn om, hvad de foretager sig på de sociale medier.

Samtidig ved de unge for lidt om, hvad der er lovligt og ulovligt på nettet.

Indsats målrettet forældre

På baggrund af undersøgelsen iværksætter Odense Kommune nu indsatsen Sund Digital Familie, hvor 17.000 forældre i dag modtager en invitation via Digital Post.

Omdrejningspunktet i indsatsen er en såkaldt dilemmarejse, hvor forældre tre søndage i træk, fra uge 45, modtager et dilemma, som de skal drøfte med deres børn.

LÆS OGSÅ Glansbilledet der gik op i røg
FOR ABONNENTER

Dilemmaerne handler om ulovlig billeddeling, mobning, trusler, hacking og digital sikkerhed, som familien sammen skal bruge cirka 15 minutter på at drøfte – hver søndag.

Samtidig med dilemmaet modtager forældrene også masser af information, gode råd og forslag til konkrete handlinger.

Diplom med aftaler

Det særlige ved dilemmarejsen er, at forældrene og de unge efter endt samtale skal nedfælde en plan eller aftale via det tilsendte link om, hvad de skal gøre, den dag de står i en virkelig situation med et dilemma.

Når dilemmarejsen er slut efter de tre søndage, modtager familierne et diplom, hvor de nedfældede aftaler er skrevet ind. At det aftalte nedfældes og udstilles et synligt sted er for at skabe en højere grad af adfærdsændring hos de unge. Denne tilgang er hentet fra forskning i adfærdsdesign.

LÆS OGSÅ Skolebrande koster dyrt
FOR ABONNENTER

Forældres rolle er vigtig

Når forældre er den primære målgruppe i kampagnen, er det fordi, at det er vigtigt, at de tager et ansvar, men også fordi de er vigtige influenter på børnenes hverdag.

– Som forældre skal vi interessere os for vores børns færden online, og vi skal tale med dem om, hvad man må og ikke må. For det kan godt være, at de unge har styr på teknikken, når det kommer til de sociale medier. Men det er os som forældre, der har ansvaret for vores børns ve og vel på nettet. Det er afgørende, at vores børn og unge lærer at gennemskue, hvordan teknologi kan blive brugt, men i særdeleshed også misbrugt. Både for de unges egen skyld og trivsel, og for Odenses fremtid som teknologi- og robotby, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S). tek@kl.dk 

 

Dilemmarejse er testet

Dilemmarejsen er allerede blevet testet på en række forældre fra odenseanske skoler.

80 procent af de forældre, som deltog, svarede, at de efterfølgende taler om noget nyt, når de taler om de unges online-liv.

87 procent oplevede, at det var en god måde at have samtaler på.

Læs mere på www.odense.dk/sunddigitalfamilie 

Emneord
Skoler, Kriminalitet

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Forældre taler for lidt med deres børn om ulovlig billeddeling Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger