Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
08.11.2018 kl. 08.55

Turisme og tung trafik presser hovedvej

Tønders borgmester, Henrik Frandsen (V), har sammen med borgmestrene fra Varde og Esbjerg Kommuner besøgt transportminister Ole Birk Olesen (LA) for at drøfte udbygning af hovedvej 11.
tekst Tom Ekeroth

Der er ved at være så stort pres på rute 11 fra grænsen til Varde, at der må gøres noget.

Det var hovedbudskabet, da Tønder Kommunes borgmester, Henrik Frandsen (V), sammen med sine borgmesterkolleger Jesper Frost Rasmussen (V) fra Esbjerg Kommune og Erik Buhl Nielsen (V) fra Varde Kommune mødtes med transportminister Ole Birk Olesen (LA).

De tre havde taget turen til Christiansborg for at gøre opmærksom på, at vejstrækningen er belastet og udfordret som aldrig før.

Borgmestrene peger på, at kommunerne sammen med fonde har investeret store beløb i udbygningen af turismeoplevelserne langs vestkysten – blandt andet med Tirpitz i Varde, Vadehavscenteret ved Ribe og Tøndermarsk Initiativet i Højer og Tønder, ligesom der er flere store tiltag undervejs.

LÆS OGSÅ Ø-turister giver rekordregnskab for Færgen

Alt dette falder fint i tråd med regeringens turismestrategi, hvor netop vestkysten er udpeget som et af de vigtigste udviklingsområder.

Turisme og tung trafik

Den store tilstrømning af turister har imidlertid medført en endnu stærkere belastning af vejene i området og særligt hovedvej 11 er mere udfordret end hidtil. Vejen er i forvejen svært fremkommelig i hverdagen, da der både foregår almindelig bilkørsel blandet med tung trafik og store landbrugskøretøjer. Også fra de mange produktionsvirksomheder i området opleves der store udfordringer.

De tre borgmestre ønsker på sigt, at A11 udbygges til en 2+1 vej, og at der på dele af strækningen bliver en tilladt hastighed på 90 km/t. Desuden peger borgmestrene på, at kommunerne sammen med Vejdirektoratet gerne vil lægge en fremtidig linjeføring uden om byerne allerede nu, så det kan lægges ind i kommuneplanerne og man dermed kan undgå, at fremtidigt byggeri vil spærre for en linjeføring uden om byerne.

Henrik Frandsen siger, at det var et godt møde med transportministeren.

– Det var et godt og positivt møde. Vi fik forklaret de problemstillinger, der er omkring fremkommeligheden på rute 11. Formålet med at mødes med ministeren var, at vi vil være sikre på, at han er klar over de problemer, der er med ruten. Jeg oplevede, at ministeren var lydhør, men han lovede ikke noget, siger Henrik Frandsen. tek@kl.dk 

Emneord
Turisme, Transport

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Turisme og tung trafik presser hovedvej Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger