De seneste år har regeringens omprioriteringsbidrag betydet, at Randers Social- og Sundhedsskole har skullet finde besparelser på 7-800.000 kroner hvert år. Men nu har skolen sammen med resten af landets erhvervsskoler fået økonomisk ro:
– Vi har høje ambitioner for vores uddannelser. Men ligesom landets andre SOSU-skoler er vi udfordret på vores rekruttering af elever og på frafaldet fra vores uddannelser. Beslutningen om at afskaffe omprioriteringsbidraget fremadrettet giver os nu økonomisk ro til at styrke kvaliteten af vores uddannelser, siger Maria Dyhrberg Rasmussen, direktør på Randers Social- og Sundhedsskole.
Eleverne er vinderne
Præcis hvad de afskaffede besparelser skal bruges på, kan Maria Dyhrberg Rasmussen endnu ikke sige noget om. Men hun slår fast, at det i sidste ende bliver eleverne, der vinder:
– 7-800.000 kroner hvert år over fire år er rigtig mange penge – og de skal bruges til nogle endnu bedre læringsrettede aktiviteter for vores elever. Om det bliver ny indretning af vores simulationslokaler eller helt andre tiltag, kan jeg ikke sige endnu. Men det vil helt sikkert komme eleverne til gode, at vi ikke skal finde to procents besparelser om året fremadrettet, siger hun.
LÆS OGSÅ
Ældreboom kræver 3.000 ekstra SOSU'er om året
Initiativer fra EUD-udspillet er sikret
Samtidig med beslutningen om at afskaffe omprioriteringsbidraget har regeringen og Dansk Folkeparti fundet penge til at finansiere udvalgte initiativer fra regeringens EUD-udspil ”Fra folkeskole til faglært”. Særligt tre af de sikrede initiativer rummer store potentialer, mener Maria Dyhrberg Rasmussen:
– En forlængelse af adgangen til grundforløb 1 giver nogle helt nye muligheder for de unge, der fortryder deres første valg af ungdomsuddannelse. Indførelsen af GF+ byder på nye muligheder for, at de lidt ældre elever vil kunne kvalificere sig til at gennemføre deres uddannelse. Og i forhold til 10. klasse på erhvervsuddannelserne har vi allerede i Randers gode erfaringer med netop det initiativ via et tæt samarbejde med Tradium om EUD10. Med politikernes opbakning kommer vi bare til at stå endnu stærkere også i den sammenhæng, siger Maria Dyhrberg Rasmussen.
Det er vigtigt for kvaliteten af uddannelserne
Ifølge Maria Dyhrberg Rasmussen er netop kombinationen af at afskaffe omprioriteringsbidraget og samtidig sikre finansieringen af udvalgte initiativer fra EUD-udspillet vigtig:
– Vi har brug for, at endnu flere motiverede elever vælger vores uddannelser. Og når eleverne så kommer, er det vigtigt, at vi har rammerne og midlerne til at uddanne dem med den faglighed og ekspertise, de har brug for i praksis. Derfor er det nødvendigt med politisk handling, som vi nu ser med afskaffelsen af omprioriteringsbidraget og finansieringen af tiltag fra EUD-udspillet, så vi kan sikre kvaliteten og mindske frafaldet på uddannelserne, konkluderer hun. tek@kl.dk
LÆS OGSÅ
Varde finder ny vej til at løse udfordringer med SOSU-rekruttering
Fakta om Randers Social- og Sundhedsskole
- Har netop udarbejdet en ny strategi 2018-2020 med titlen: ”Vi skaber udvikling og velfærd sammen”
- Har, som en del af skolens strategi 18-20, ”Vi skaber udvikling og velfærd sammen”, sat et ambitiøst 2020-mål. Målet er at tiltrække og uddanne de mest motiverede elever og kursister til at blive de bedste fagprofessionelle og de dygtigste velfærdsmedarbejdere i den danske velfærdssektor
- Uddanner SOSU-hjælpere, SOSU-assistenter, pædagogiske assistenter og sundhedsfaglige studenter på EUX Velfærd.
- Har flere før-uddannelsesforløb samt en række forskellige kurser og efteruddannelsestilbud
- Arbejder ud fra værdierne: rummelighed, bevægelighed, engagement og professionalisme
- Optager ca. 800 elever og 1.000 kursister årligt
- Har ca. 100 medarbejdere