Illustration: Furesø Kommune
Illustration: Furesø Kommune
05.11.2018 kl. 11.24

Seniorbofællesskab på vej i Furesø Kommune

Et nyt seniorbofællesskab med 36 lejligheder er på vej i Værløse. Det besluttede et enigt Furesø Byråd onsdag aften, da de med engagerede borgere i baggrunden vedtog lokalplan 123 om Seniorbofællesskabet Ydungård. Lokalplanen er blevet justeret og præciseret efter borgerinddragelsen.
tekst Tom Ekeroth

–Det glæder mig, at et enigt byråd er med til at beslutte, at seniorbofællesskabet Ydungård nu bliver realiseret. Vi ved, at mange borgere i Furesø efterspørger boliger, der egner sig til seniortilværelsen, og bofællesskaber er blandt det mest attraktive. De nye boliger vil også betyde, at nogle ekstra huse og lejligheder bliver ledige til børnefamilier og andre tilflyttere, der har brug for mange kvadratmetre og gerne klatrer op og ned ad trapper, siger Egil Hulgaard (K), formand for Udvalget for byudvikling og bolig.

 Et enigt byråd endte med at stemme for lokalplanen efter, at den er blevet justeret og præciseret på baggrund af høringssvar, borgermøder og politiske forhandlinger. Blandt andet er nogle bygninger blevet rykket, så der bliver mere afstand til naboerne.

Politikere i Udvalget for byudvikling og bolig vil desuden blive inddraget, hvis forvaltningen vurderer, at der er behov for at regulere terrænet udover 1,4 meter og 1,7 meter tæt på skel. På den måde sikrer politikerne, at alt udføres med fortsat opmærksomhed på naboernes bekymring.

–Vi er meget opmærksomme på de bekymringer, som flere naboer har rejst. Derfor er flere bygninger blevet trukket længere væk fra naboerne. Der er desuden sat grænser for, hvor meget terrænet kan reguleres og stillet skærpede krav til beplantning, så vi mindsker indbliksgener. Vi har taget naboernes bekymringer meget alvorligt", siger Lene Bang (S), næstformand for Udvalg for byudvikling og bolig.

LÆS OGSÅ Dialog giver ældre bedre tilsyn
FOR ABONNENTER

At lokalplanen har optaget mange mennesker viste sig også under byrådsmødet. Omkring 45 borgere lyttede med på den politiske debat om lokalplanen og var vidne til det enige byråds beslutning.

 Seniorbofællesskabsprojektets lejligheder bliver i ét plan, og byggeriet skal placeres sådan, at de fremtidige beboere, der kan have forskellige funktionsnedsættelser, kan bevæge sig rundt uden at blive stoppet af trappetrin.

Regnvandshåndtering har også været et stort tema i forbindelse med lokalplanen for de nye seniorboliger. Derfor tager lokalplanen højde for, at området i fremtiden skal være rustet til større regnmængder og bidrager til at forsinke ekstrem regn, så naboområderne ikke vil lide overlast på baggrund af byggeriet på Ydungård. tek@kl.dk 

Om seniorfællesskabet

•   Seniorbofællesskabsprojektet Ydungård er udarbejdet ud fra en vision om et attraktivt boligområde, som skal indpasses i det grønne område, der ligger omkring og bag Langhuset på Kirke Værløsevej i Værløse.

•   Lokalplan 123 åbner for, at der kan skabes et tæt, lavt boligområde med 36 boliger på 68-110 m² sammen med et fælleshus på 209 m². Boligerne vil være i én etage.

•   Skitseprojektet, som lokalplanen bygger, på er udarbejdet af boligselskabet DAB og Vilhelm Lauritzen arkitekter.

•  Området vil efter opførslen blive beplantet med træer og buske, så området syd for langhuset bevarer sin grønne karakter.

•  Lokalplansforslaget er lavet på baggrund af dialog med boligselskabet DAB, Vilhelm Lauritzen Arkitekter, beboergruppen Ydungård, borgermøder og høringsssvar.

•   DAB afholdt orienteringsmøde og fælles besigtigelse med naboerne i december 2017.

•   Lokalplanen har været i høring fra april til maj 2018.

•   Der blev afhold et supplerende borgermøde i september 2018.

 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Seniorbofællesskab på vej i Furesø Kommune Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger