Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
02.11.2018 kl. 11.43

Satspuljemilliard styrker børn og unge med psykisk mistrivsel

Satspuljepartierne er blevet enige om fordelingen af knap en milliard kroner på sundhedsområdet. Hovedfokus er at styrke indsatsen for børn og unge, der mistrives psykisk.

En milliard kroner på sundhedsområdet skal bruges blandt andet til at sikre børn og unges psykiske trivsel. Det er Folketingets satspuljepartier, alle undtagen Enhedslisten, blevet enige om.

Blandt de mange tilbud, der er blevet strøet penge ud over, er pårørendeindsatser i psykiatrien, fortsat tilskud til psykologbehandling af angst og depression og yderligere udbredelse af det blandt kommunerne populære tilbud headspace.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), der har siddet for bordenden under forhandlingerne, glæder sig over initiativerne.

– Vi oplever i disse år en meget bekymrende stigning af især unge mennesker med ondt i livet og begyndende psykisk sygdom. Årets satspuljeaftale sikrer et substantielt løft og endnu bedre hjælp, end de får i dag, siger hun.

LÆS OGSÅ Akutsygeplejersker og døgnåben vagtelefon skal hjælpe psykisk syge i Herning

Fordelingen af penge skal være med til at vende en kedelig udvikling. Fra 2010 til 2017 er antallet af børn og unge, der har kontakt med psykiatrien steget med omkring 53 procent.

Der bliver desuden sat penge af til at styrke den forebyggende indsats for psykisk sårbare unge ude i kommunerne. Pengene skal bruges til at udvikle forebyggende, kommunale tilbud. Tilbuddene skal kunne varetage en koordinerende funktion mellem alle de andre tilbud, som unge modtager fra kommuner, i psykiatrien og på ungdomsuddannelser.

Satspuljens penge kommer fra en lavere årlig regulering af overførselsindkomster. Det betyder, at overførselsindkomsterne stiger 0,3 procent mindre end den gennemsnitlige lønudvikling på arbejdsmarkedet.

Du kan læse hele aftaleteksten her. jki@kl.dk

LÆS OGSÅ 74 psykisk syge må ofte genindlægges

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Satspuljemilliard styrker børn og unge med psykisk mistrivsel Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger